GAHagemannsKollegium

UPSALA

Aksel Mørch:

Olieskitse.

U P S A L A .

e t

er Nat. — Laplandsexpressen iler nordover gennem Norrlands uhyre

Granskove, rasler over stærke Stålbroer, der i dristige Buer er spændt

over brusende og vandrige Elve, Elve, der trods deres ubændige Spring og

Lader, dog sikkert fører Sveriges Rigdom, de slanke Granstammer ud til

deres »ode«, de ventende Kæmpesavværker og Cellulosefabriker, der hurtigt

skal forvandle dem til nyttig og kedelig Papirmasse.

Jeg er alene i Kupéen og har fået mig arrangeret rigtig »trefligt« i et

Hjørne, har fået Ild på min lille Shagpibe, og forsøger nu at bitte lidt Rede

i de sidste Dages Eventyr, idet jeg navnlig dvæler ved den sidste Dags

improviserede Besøg i den gamle Sludenterb}^, Upsala, el Besøg, som

Skæbnen havde været så elskværdig at arrangere for mig uden Spor af

Opfordring fra min Side.

Det kom sig således:

Lørdag Nat lå jeg og sov fredeligt i Exprestoget fra Malmø til Stock

holm med min Billet fra København til Sundsvall i Lommen og drømte

upatriotiske Drømme, hvori den svenske Jernbanestyrelse efter Døden var

kommen i Himlen,

medens den danske var havnet et helt andet og meget

varmere Sted, da»vaktmåstaren« vækkede mig oghøfligt spurgte om

»Herrn vilde over M jølby— Ørebro ellerover Stockholm?«

Jeg erindrede