99 / 437
ROSENKNOPPEN
silkebløde, lyserøde,
hvordan skulde det dem gå?
vilde solens hede elskov
ikke brænde dem til aske?
vilde vindens kåde flirt
ikke rive dem i stykker?
Lad den drømme, lad den længes,
lad den ane, lad den stænges,
lad den styrkes efterhånden,
lad den voxe i det skjulte,
eengang kommer nok dens time,
da i solen den vil åbne
frisk og rød sit unge bæger,
da dens anelser biir tanker,
da dens drømme biir til liv.
Å hvor var del synd at pille
dækkets grønne blade bort,
og at folde ud de fine,
silkebløde blomsterblade,
selv med sådan nænsom hånd,
give dem til pris tor solen
og den altfor barske verden,
mens de var endnu så spæde;
— nu må blomsten dø.
Aldrig biir den nu en rose,
aldrig vil den nå at leve,
aldrig skal dens fine bæger
byde travle bier honning.
Aldrig, aldrig — se hvor krøllet!
— Stakkels lille rosenknop.
S.