GAHagemannsKollegium

TANTE THEODORA

ja bidende svar, som v a r lige ved at få m ig til at falde ud af rollen.

l)a jeg

om sider blamerede m ig ved et gabende ukendskab til den nyere literatur, drog

hun et d y b t suk. — Jeg tro r h u n opgav m ig på dette tid sp u n k t; h u n så for

resten meget sød ud med det lidt åndsfravæ rende u d tryk , h u n nu fik.

I en pause trak tante m ig ud i haven og spurgte mig, hvad jeg syntesom

frk.

Hed emark.

» U d m æ r k e t ,* svarede jeg, » hu n er ualm indelig sød.«

»Ja,

h u n ikke?

N u skal du høre lidt om hende.

Hendes foræ ldre er døde og

h u n er blevet opdraget hos sin fa rb ro r , den bekendte m a le r, men han er

sådan en særling, der k omm e r næsten ikke et menneske hos dem , og det synes

jeg

er så synd for hende, nu h u n er blevet v oxen; derfor h a r jeg

fået din onkel

til

at invitere hende, h u n h a r væ ret her et pa r gange i s om m e r; h u n maler for

resten nydeligt, går på akademiet. — Men nu skal du høre,

ja det er altså

mellem os.

Jeg h a r lagt mæ rk e til, at din fætter Vilh e lm synes så godt om

hende, — hvad mener du om det?«

»V ilh e lm — ja hvad mener du?«

»V ilhelm er jo nok lidt vild og uberegnelig, men der er nu u dmæ rk e t stof

i ham , og hvis han fik en kone forstår du, som sådan kunde få ham til at

samle sig, og som han h oldt rigtig a f ,

ja og ved du, h u n h a r skam en fast

lille hånd, frøkenen.«

T a n te havde ret, jeg havde også lagt mæ rk e til den lille faste hånd, det

vilde have mo ret m ig at p rø v e h v o r stæ rk den v a r ; — og jeg havde altså gjort

tante uret, h u n havde helt andre p la n e r; m ig tænkte h u n slet ikke på.

Det er

underligt, men jeg følte m ig noget bitter ved denne tanke. — Og nu V ilh e lm , i

og for sig en flink fyr, med et væ ldigt h um ø r, men ganske uden bestandighed,

med en fortid der strakte sig over to verdensdele, uden at han nu, han va r

27 år gammel, havde bragt det til andet eller mere end at væ re v o lo n tæ r i

farens forretning.

Mon det nu v a r et heldigt parti for lille G u d r u n H e d em a rk ?

Men tante blev ved.

»Ser du, Vilhelm er jo helt forandret over for hende,

han b iir så forlegen, så snart han ser hende, jeg h a r aldrig set ham sådan

fo r; jeg tro r virkelig ikke han h a r danset en dans med hende iaften; men du

kunde nu godt h jæ lpe h am lidt.«

»Jeg? — nej tante det ved du nok . ..«

»Å tag det nu ikke så højtideligt,« her smilede tante med sit uimodståelige

smil.

» D u k omm e r jo så tit sammen med V ilhelm , I h a r jo h v e r en lille kres

som I omgåes, nu sorger du bare for at invitere dem sammen til Jeres skovture,

eller hvad I nu h a r for, det er da så nemt, og du kan ingen ubehageligheder få

af det, h u n er virkelig så sød.«

H e r blev jeg kaldt in d til lanciers; og jeg kom til at danse i kvadrille med

frk. Hed emark. E fte r m in samtale med tante agtedejeg selvfølgelig ikke at blive

i m in fjottede rolle o verfo r hende, men det var meget svæ rt at skifte om , uden

at overgangen blev for brat og påfaldende; nå frk. He d em a rk tog nu godt og vel

ikke notits af m ig ; h u n talte meget ivrigt med den herre h u n dansede med.

Det lykkedes m ig ikke i løbet af aftenen at få ændret situationen, og tante

fortalte mig nogle dage efter, at jeg mæ rkelig nok ikke havde gjort lykke hos

frk. Hed emark, h u n kunde ikke forstå, h vorda n det kunde være.

Jeg måtte love

tante at gore mig anstrængelser, og det havde jeg jo slet ikke noget imod, blot