GAHagemannsKollegium

TANTE THEODORA

syntes jeg ikke rigtig om tantes plan med Vilhelm , jeg forsøgte engang at göre

nogle svage indvend inger, men tante lod sig på ingen måde rokke i sin tro på,

at h u n greb rigtigt.

Jeg blev da nogle gange bedt sammen med frk. Hedemark,

og det lykkedes m ig at få genoprettet lidt af det tabte, af og til mødte jeg igen

det samme åbne blik, som jeg havde bemæ rket den förste aften.

T a n te forklarede mig, at nu

måtte jeg

handle; det gik ifølge tantes

teorier

ikke an, at sådanne sager stod for længe på, Vilhelm måtte have nogle »lejlig

heder« - med andre ord, jeg skulde arrangere en lille skovtur.

D e r v a r ingen vej udenom. Jeg samlede en lille kres afbekendte, og vi tog

sko ve n ; det v a r ordnet sådan, at V ilhelm og frk. Hedemark faldtlidtudenfor

kresen, og naturnødven dig t fandt de da hinanden.

Jeg bemærkede med modvilje,

at h u n öjensynlig syntes godt om ham, Vilhelm var også i godt h um ø r, og en

flot fyr det er han, - de så godt ud sammen.

Men der va r noget ved sagen,

som generede mig, jeg kunde ikke blive klar over hvad det var, gentagne gange

greb jeg m ig i forsøg på at skille dem ad og drage hende ind i kresens midte.

»Det går godt,« sagde tante, da jeg næste gang talte med hende. »Skovturen

h a r hjulpet, nu k omm e r det nok snart.«

M in uforklarlige uvilje mod

forbindelsen voxede hvergangjeg tænkte på det;

besluttede jeg, at jeg i det m indste ikke

mere vilde hjælpetante; der

er dog

g rænser for, h v a d h u n kan få mig til.

Men netop som denne beslutning havde

fæstnet sig i m in bevidsthed, fik jeg besøg afVilhelm .

»Det er rent galt,« sagde han.

Jeg havde for set Vilhelm i knibe og altid set ham klare den i sidste ojebl.k,

jeg tænkte han havde begået en af sine sædvanlige letsindigheder og belavede

m ig på en ubehagelig historie.

» H v a d har du nu lavet?«

»De n går sgu ikke længer?«

» H v a d er der i vejen?«

Co.oric

»D e t er hende den lille G u d ru n Hed emark

— c et ei ( oa

pigebarn«.

»Men dog!«

.J a er hun da ikke dejlig? - H ø r du må hjælpe m ig?.

»Nej ikke om jeg vil!«

»V il? — det er der slet ikke tale om, — du skal!«

»Kæ re , hvad vil du da ha’ jeg skal göre?«

„ lv n r lia t«

.D e t er nødvendigt at jeg k omm e r til at tale med hende, det

»Nå, ja, så tal med hende.«

»Jamen h u n er fornæ rme t på mig.«

»Det betyder vist ikke meget.«

.N e j, det tro r jeg heller ikke,

- men nu erhun jo engang

fornærmet, o„

det er så svæ rt at blive god igen.«

» H v a d kan jeg göre ved det?«

» H u n har så megen tillid til dig.«

»F rk . H ed ema rk? - nej du tar vist fejl.«

» H u n h a r selv sagt m ig det.«

»Aa, jeg tro r du er fjantet.«