GAHagemannsKollegium

TANTE THEODORA

»Men jeg skulde gærne tale med hende, — jeg

må

tale med hende, men hun

vil ikke. Nu har jeg besluttet, at du skal hjælpe mig. Vi vil mødes her hos

dig, du skal sige

til hende, som det er, at jeg vil tale

medhende, og atdu inde-

står for, at jeg ikke her vil opføre mig anderledes end jeg kan være bekendt

over for dig. For du forstår nok, jeg kan jo sommetider være sådan - nå ja*

»Du er jo fuldstændig desperat.«

»Ja — Gu er jeg så, men hvad skal jeg gore?«

— Det er muligt at jeg af naturen er for fojelig, jeg kunde ialfald ikke stå

for Vilhelms overtalelser, jeg lovede ham at gå hans ærende og glædede mig til

i det mindste at få en ende på historien. Men jeg fortrød snart mit løfte, for

aldrig så snart var Vilhelm ude af doren, for det gik op for mig, at det var en

meget mere end vanskelig mission, jeg havde påtaget mig. Hvordan i alverden

skulde jeg dog sige det til hende?

Det var let nok at komme til at tale med hende, detlod jeg tante Theodora

sorge for; i hendes hyggelige lejlighed mødtes vi »tilfældigt« næste dag, og tante

Theodora blev ganske »uventet« nødt til at gå, men vi måtte endelig blive

siddende, pigen fik påbud om at sorge godt for os. Og der sad vi så og sludrede

hyggeligt sammen. Gudrun Hedemark var meget morsom at tale med, hun havde

sin bestemte mening om mange ting, og dette frejdige blik lige i mine ojne og

denne lille energiske hånd og hele hendes bedårende fremtoning - det var ikke

sådan at løsrive sig fra. - Men mit ærende! - der er visse ting som det er

meget vanskeligt at sige til en ung pige, som man kun har kendt i kort tid, og

med hvem man har haft meget vanskeligt ved at komme ud over en ret formel

tone, — og så sad jeg ovenikøbet her og måtte indromme for mig selv, at jeg

jo egentlig selv var lidt — ganske lidt — betaget af hende. Der gik en time, og

der gik halvanden, uden at jeg fik sagt noget; så rejste hun sig og skulde gå, —

forst da lykkedes det mig at få sagt: »Jeg har for resten en hilsen til Dem - fra

Vilhelm — og en anmodning.« — —

Næste aften var jeg husvild, jeg kunde ikke overvinde mig til at tage noget

bestemt sted hen, jeg drev rundt i byen, var lidt inde i Tivoli, kunde ikke finde

ro i koncertsalen, hang lidt på en restauration, spaserede ud på Langelinie, jeg

kunde ikke frigore mig fra en forestilling om, at i aften blev min skæbne af

gjort, — det rene nonsens naturligvis. Og med en underlig fornemmelse kom jeg

hjem; der var intet usædvanligt at se i min stue, måske hang der i luften en

anelse af en kendt parfume, men bevidstheden om, at her havde de to mennesker

siddet og talt om noget så — absurd — til en side,

noget, som ikke måtte

ske; — og naturligvis var det sket alligevel, — det var jeg for resten ikke i

tvivl om.

Vilhelm tog mig på sengen næste morgen.

»Jeg skylder dig en forklaring, — jeg rejser — så snart det er muligt, — her

er lidt gæld som skal ordnes, — men en af dagene — Tyskland tænker jeg;

ja du forstår jo grunden — altså« —.

Min sindsstemning vexlede mellem medlidenhed med ham og flovhed over

mig selv, man er så ynkelig, når man ligger i sengen, og så er jeg altid så

hjælpeløs, når jeg ikke kan snakke mig uden om kendsgærningerne. Vilhelm stod