GAHagemannsKollegium

TANTE THEODORA

og kiggede ud ad vinduet.

»Farvel,« sagde han pludselig og gik; — jeg havde

ikke fået sagt et ord.

F o rtæ lle tante T h e o d o r a h v o rd a n sagen v a r endt, kunde jeg jo ikke, — men

jeg syntes dog heller ikke, at h u n skulde væ re uvidende om, hvad ulykke hun

havde væ ret med til at anstifte. Jeg gik op til hende for at lade hende ane et

og andet. H u n vidste allerede det hele - naturligvis; tante havde jo lidt formue,

og V ilh e lm havde om form iddagen været hos hende i anledning af sine penge-

affærer.

T a n te havde altså haft lejlighed til at gore lidt bod for sine synder,

men h u n v a r meget ked af det, vilde knap tro det, hun havde bedt Vilhelm om

at blive, forstod ikke hvad G u d ru n dog kunde mene, v a r noget tilbojelig til at

rette bebrejdelser mod hende, så at jeg flere gange måtte tage hende i forsvar.

H v o r f o r G u d ru n He d em a rk egentlig havde sagt nej, det begreb jeg for resten ikke.

Og så gik der nogen tid.

F ra Vilhelm indløb der snart beroligende medde

lelser, og tante T h e o d o r a begyndte efter en månedstids forløb så småt igen at

sysle med sine arrangementer.

Jeg forargedes over dette og foreholdt hende en

dag meget alvorligt det urigtige i hendes lidenskab, men det gjorde ikke meget

in d try k på hende.

Resultatet blev kun, at jeg efter den tid blev holdt udenfor

hendes fortrolighed.

Den forste tid undgik jeg frøken Hedemark, senere sås vi atter og hyppigere

og h yppigere, jeg befandt mig så fortræffeligt i hendes selskab, tonen mellem os

blev ganske utvungen, men om Vilhelm talte vi aldrig.

T a n te T h e o d o r a opdagede snart, hvorledes forholdet imellem os udviklede

sig, og en dag lagde jeg mæ rke til, at tilfældet i den sidste tid sa utrolig ofte

førte frk. H e d em a rk og m ig sammen på steder, h v o r tantes indflydelse kunde

gore sig gældende.

N u v a r jeg ganske vist meget glad for at træffe frk. Hede

mark, men at tante sådan skulde sidde og dirigere os sammen, at jeg i det hele

taget skulde væ re objekt for tantes lidenskab, det kunde jeg nu som tidligere

ikke finde m ig i. I en mere irriteret sindsstemning end jeg plejer at befinde mig

i, gik jeg op til tante for at sige hende m in mening ligeud, sådan som jeg altid

h a r kunnet o ve rfo r denne i så mange henseender forti æffelige dame.

H u n hørte smilende på m in temmelig lange monolog og sagde så endelig:

»Jamen sig m ig engang; for der er en ting jeg ikke rigtig forstår.

Sætter du

ikke pris på G u d ru n ? «

»Jo vist gor jeg det.«

»Jam en hvad kan du så have imo d at jeg hjæ lper dig lid t.«

»Jeg kan nok hjæ lpe m ig selv.«

»Ja sådan siger de små born.«

•Jamen jeg er da ingen sprællemand, som pænt må spjætte ud, nar man

trækker i en s n o r; - ja måske jeg er det, jeg vil så i det mindste frabede mig

at man træ k k e r i m ine snore.«

T a n te lo : »Ja det er underligt med Jer, G u d ru n var her igar og sag e

akkurat det samme.«

»G u d ru n ? «