KongligeBlindeintitutsHistorie

245

„Ligeledes findes der enkelte Blinde og Svagsynede,

hvis

Døvhed er bleven saa fuldstændig,

at de hverken ved Hjælp

af Hørerør eller Audifon kunne komme til at høre, og som

derfor ikke kunne undervises paa Blindeinstituttet. Disse

(døve) Blinde og de af de (døve) Svagsynede, der ikke have

tilstrækkeligt Syn til at kunne undervises paa et Døvstumme-

institut,

maa være Genstand for en særlig Behandling og

bør derfor henvises til en eventuel Afdeling for særlig

abnorme Børn".

I den af Ministeriet derefter under 25. Februar 1901

meddelte Resolution hedder det med Hensyn til særlig abnorme

Børn:

„I Henhold til den i Sagen modtagne Indstilling skal

Ministeriet . . . have Bestyrelsen anmodet om at foranledige,

at Opmærksomheden stadig henvendes paa, om der i det

Kgl. Blindeinstitut maatte forefindes saadanne

svagtbegavede

døve eller svagthørende Børn, for hvilke en særlig Under

visning udenfor Instituttets Hammer er at ansé for ønske

lig,

, samt at der regelmæssigt hvert Aar gives Ministeriet

Meddelelse om saadanne Børn med Indstilling om, hvilke

Forholdsregler der af Hensyn til dem ville være at tilraade".

Ministeriet har derpaa efter at have modtaget Bestyrel

sens Indberetning af 12. Juni s. A. angaaende saadanne

Børn, baade i Instituttet og dets Forskole, og efter at have

brevvexlet med Direktøren for de Kgl. Døvstummeinstitutter,

resolveret, at 1 af Forskolens Elever skulde overføres til

Døvstummeinstituttet i Fredericia og 2 af Blindeinstituttets

Elever (hvoraf den ene extern) skulde modtage Undervisning

i Haandalfabetet paa det Kgl. Døvstummei nstitut uden at

optages der. Den ene af disse, en Pige, modtog derefter

Undervisning i Religion sammen med de Døvstumme og blev

sluttelig konfirmeret af Pastor

Heiberg.

(Den anden, en Dreng,

var bleven konfirmeret før Optagelsen i Blindeinstituttet).

Med

Aandssvageanstalterne

har Instituttet stadig staaet

i Forbindelse, idet en Del blinde Børn have maattet over