8 / 320
Blindesagens Barndom og tidligste Udvikling.
F
ø r
henimod Slutningen af det 18de Aarhundrede var der
Intet gjort for Blindeopdragelsen, uden for saa vidt som
en og anden Blind var bleven privat undervist i Hjemmet.
Det hørte derfor til de store Sjældenheder, at en Blind indtog
en Stilling i Samfundet eller gjorde sig bemærket ved Talent
og Dygtighed, og naar Saadant en Gang indtraf, var del
mere en Genstand for Beundring eller Forbavselse end Noget,
der ledede Tanken og Interessen hen paa de Blindes Skæbne
og Stilling i det Hele og Muligheden af at kunne gjøre Noget
for dem.
Oprettelsen af det første Blindeinstitut, nemlig det i
Paris,
ved
Valentin Haiiy
i 1784 var derfor en Erobring
for Civilisationen, der lige saa meget vidnede om Mod og
selvstændig Tænkning, som om menneskekærlig Interesse
for Næsten.
Om Maaden, hvorpaa Ideen til dette Kærlighedsværk op
stod hos Haiiy, fortæller han selv i sit til Kongen af Frankrig
dedicerede Skrift,
„Essai sur l’éducation des aveugles“
(Pa
ris 1786*), — i en dertil hørende historisk Oversigt ■— hvor*) Dette Skrift er trykt af Hauys blinde Elever, dels med Seendes
Tryk, dels med sortfarvet Relieftryk (som i Exemplarer til Seende
lilev presset flad).