64 / 646
Fra det underjordiske København.
57
uæltet Ler, de kunde bedst henføres til Teglindustriens
ældste Tid, altsaa til Absalons Tid. Fra dette ældste
Murværk stammer vel Teglstensskærverne i det øverste
Skærvevejsanlæg. Bygningen maa sikkert være brudt
ned af Hanseaterne sammen med Byens andre Stenhuse
1368. Man havde jo den Gang dobbelt Grund til at
gøre København al den Skade, man kunde: Byen var
en farlig Konkurrent til Hansestæderne, og man maatte
hævne Visbys Fald 1361.
Den Opfattelse, jeg har gjort gældende af Frue
Kirkes Tilblivelseshistorie, styrkes yderligere ved at be
tragte N ø r r e g a d e s oprindelige Anlæg videre ud til
Telefonbrønden i Nørrevold tæt ved den første Træ
række, hvor den første Nørreport omtrent maa have
staaet.
Skærvevejen er her bleven afløst af en Vejbane af
Strandsten. Disse begynder omtrent ved Bispegaardens
Port. Stenene er ikke meget rullede — hvilket passer
godt med det ringe Bølgeslag, der h a r været i Kanalerne
—, ikke mere, end at Isskuringsmærkerne endnu tyde
lig ses paa dem. Der maa dog være en særlig Grund
til, at man har brugt Kalkstensskærver i Kirkens Nær
bed og maaske helt ned til Havnen, og at man kun
længere udad har brugt Strandsten, som dog maa have
været lettest tilgængelige, hvis ikke Kalkstensskærverne
var Affald fra Kirkebygningen. Omtrent fra Nr. 41 til
ud for Nr. 51 ha r der ogsaa været lagt Risvej, før man
lagde Strandstenslaget. Her var en Lavning i Ter
rænet. *)
‘) Risvejen fra Kirken til Gammel Torv, Strandstensvejen fra
Bispegaardens Port til Lavningen ved St. Petri Kirke og Begyndelsen
af Risvejen udfor Nr. 41 er undgaaet min Opmærksomhed, men jeg
nærer ingen Tvivl om Paalideligheden af Rosenkjærs Iagttagelser.
Ved disse fastslaas det, at Strandstensvejen har strakt sig over næsten
hele den egentlige Nørregade, medens Ris- og Kalkskærvevejen findes
i den muligvis yngre Del, »Saltboderne«. H. U. R.