121 / 188
L Æ G E R N E
H vad s e r ikke Læ gen,
der vandrer fra Hjem til Hjem ,
hvor Sygdom gør Sindene tunge
og Livskam pen dobbelt slem.
H vad s e r ikke Læ gen,
der tit i de mindste Saar
kan skimte M enneskeskæbner
igennem Snese af Aar.
Og a lt, hvad han ser,
staar i d e n Grad med Livet i Pagt,
at H aabet om H else fødes
i Tillid til Læ gens Magt.
Naar man i en Sygekasse skal ansætte Læger, vælger man a l m i n d e
l i g v i s blandt dem, der ikke allerede har erhvervet sig en betydelig
Sygekassepraksis.
FREMTIDEN
gik i Begyndelsen den modsatte Vej.
Her søgte og opnaaede man først at faa ansat den Tids »store Syge
kasselæger«, nemlig alle dem, der tidligere som Læge ved en eller
flere af de større Sygekasser havde vist, at de kunde vinde Medlem
mernes Tillid og havde Interesse af at oparbejde sig en Sygekasse
praksis.
Det er ganske vist ikke heldigt, at en Læges Klientel bliver alt for
stort, saa at han ikke uden Medhjælp kan passe sine Patienter tilfreds
stillende, men det er mindst lige saa uheldigt, at Lægens Klientel er
saa ubetydeligt, at han ikke har nogen Interesse af Gerningen som
Sygekasselæge. Det betyder nemlig ikke megen Forøgelse i Arbejde
og Driftsudgifter for en Læge, der i Forvejen har 10 å 1200 Medlemmer,
om han faar et Par Hundrede flere; Konsultationsværelse har han,
Konsultationstiden kræver ligefuldt hans Tilstedeværelse, og nogle faa
Sygebesøg flere, naar han alligevel er ude paa Rundtur i Kvarteret,
mærkes ikke meget.