591771140

ST. STEFANS MENIGHED Uddrag af Illustreret Tidende 13. juli 1873

Dersom en Beboer af Vesterbroes elegante Villakvarteer en skjønne Dag fik det Indfald, at foretage en Recognoscering af det omtrent­ lig tilsvarende Parti af Nørrebro, vilde han vistnok finde det - sit venia verbo - noget lurvet. Istedetfor et Mylr af nette Smaabygnin- ger i alleslags smukke eller bizarre Faconer, seer han for Største­ parten Huse, ved hvis Opførelse Hensynet til det Nyttige har op­ slugt det Fornøjelige grundigt, som Ægyptens syv magre Køer op­ slugte de syv fede. Dog findes her ikke snevert, sammenbyggede Gader af høie Kaserner, saaledes som inde i det egentlige Kjøben- havn; de fleste af Bygningerne ere endogsaa skikkelige nok til at holde sig i det Lave; Smaahaver ere ingenlunde sjeldne, om end ofte kun lidet soignerede, og Handelsgartnerhaver holde temmelig store Arealer aabne. Ovennævnte Villabeboer kunde derfor nok komme til den Slutning, at om end Nørrebroes ydre Kvarterer ikke udmærke sig ved særdeles Elegance, kan man godt boe paa den nordre Side af Fællederne og Assistentskirkegaard, uden just der­ ved at komme nordenfor Lands Lov og Ret. Navnlig for en Arbejder­ befolkning maa dette luftige Kvarteer synes gunstigt. Her kunne Børnene faae Lov at tumle sig i det Frie, istedetfor at spærres inde i Byen og blive saa gulblege som en Pelargonie, der har staaet hele Vinteren i Kjælderen, og her kan Husfaderen ryge sin Pibe og træk­ ke lidt virkelig frisk luft udenfor sit Hjem i de lange Sommer­ aftener. Men, hvis Iagttageren gaaer dybere end her antydet, hvis han ikke blot drømmer efter en enkelt Vandrings flygtige Indtryk, men anstiIler en grundig Undersøgelse, da vil han neppe komme til et saa gunstigt Resultat. Den, som nøiere har undersøgt For­ holdene paa denne for Kjøbenhavns Fattigvæsen saa velkjendte Del af dets Omraade, vil vide, at her er faa Huse, hvori der ikke findes Trængende, og faa Husverter, som ikke kjende til Besværligheder ved at inddrive Leien. Mange Steder findes hele Colonier af Fattige, det vil ikke sige Folk, som leve af Haanden i Munden, men Saa- danne, som tidt maae føle, hvad det er at lide Nød, og jævnlig maae hjelpes af Andre for ikke at gaae tilgrunde, og - hvad der er det Tungeste - sædvanligviis synke bestandig dybere i Armod. Mennesker, som stadig have iagttaget de Trængende, have lært at føle dyb Deltagelse for de Mange, der gradeviis knuges fastere af Fattigdommens Polyparme, og derved drages længere og længere bort fra Arbeidsvirksomhedens Centrum, vor Stads City, indtil de ende blandt den usle Befolkning, der ikke engang mere formaaer at skaffe sig Tag over Hovedet paa Kjøbenhavns Grund. Den største Del af de Fattige, som leve i det saakaldte Lygteveiskvarteer, be­ finder sig paa denne sørgelige Reise, med al den Forkuelse og Demoralisation, som følger med en haabløs Tilbagegang. For dem, der ønske statistiske Oplysninger om denne Kirke, hvortil Grundstenen blev lagt den 18de Juni, kan meddeles, at den bliver 55'/2 Alen lang, 22 Alen bred og 49 Alen høi til Spidsen af Taarnets Fløistang. Fra Vaabenhuset, som findes i Taarnet, fører en stor Dør til selve Kirken og to mindre til Trapper, som naae til to Pulpiturer, Fortsættes omslagets side 3

KØBENHAVNS RÅDHUSBIBUOTEK H a *

SCT.STEFANS KIRKE GENNEM 100 ÅR

Indtil omkring 1850 lå København med sine ca. 135.000 indbyggere fordelt på syv kirkesogne inden for de gamle volde. Af hensyn til byens forsvar var det forbudt at bygge uden for voldene; men efter­ hånden blev forholdene bag voldene så trange, at man i 1852 nødtes til at frigive områderne udenfor til byggeri. Det blev for­ ordnet, at byportene skulle være åbne om dagen, og ret hurtigt kom de til at stå åbne hele døgnet. Et uhyggeligt og uhæmmet spekulationsbyggeri tog nu fart, først i området omkring søerne og siden også ud over »Broerne«. Spe­ kulanterne fik frit spil til at udnytte bolignøden, der øgedes år for år, og et væld af lejekaserner skød op, og siden fyldtes gårdene med det ene bag- eller sidehus ved siden af det andet, så at alt lys og luft forsvandt mellem de sammenklumpede høje bygninger. Det var slum fra starten, og hvad dette kæmpespekulationsbyggeri har ført med sig af social nød, lader sig ikke beskrive, og selv i dag kæmper man med følgerne af det. Af det gamle borgerskab i København blev byens eksplosive vækst uden for voldene følt som en truende social revolution. Der var så godt som ingen forståelse for, at de mange nye »københavnere«, der for størstedelens vedkommende var tilflyttere fra provinsen, skulle have en rimelig kirkelig betjening.

Rammerne sprænges

Gyldne tider for spekulanter

Frygt for social revolution

1

De grundtvigske ønsker kirker

Som de første var der fra grundtvigsk side røster, der slog til lyd for at få et kirkebyggeri i gang i de nye, tætbefolkede kvarterer. Københavns præstekonvent forsøgte uden resultat at få kultusmini­ steriet engageret i problemet, og der næredes i visse kredse æng­ stelse for, at disse »kirkeløse« områder skulle blive et let bytte for sekterer. Det blev et privat initiativ, udgået fra lægmænd, der omsider i 1861 førte til, at den første kirke uden for broerne, Set. Johanneskirken, kunne indvies. Dens første præst blev en 32-årig adjunkt fra Sorø Akademi, Rudolf Frimodt. Imidlertid nødvendiggjorde Københavns fortsatte vækst, at der blev bygget flere kirker uden for voldene. Beretninger om massevielser, de såkaldte bunkebryllupper, fortæller, hvor utålelige forholdene var både for præst og menighed. En utrættelig drivkraft i arbejdet med at få opført flere kirker var Rudolf Frimodt, og ved hans initiativ og udholdenhed lykkedes det at få opført Skt. Stefans Kirke. En mindeplade i kirkens våbenhus minder om hans indsats. Minde­ pladen har følgende inskription: »Denne kirkes opførelse 1873-74 skyldes væsentlig Rudolf Frimodt, Set. Johanneskirkens første sog­ nepræst. Hans levende tro på Jesus, menighedens varme tilslutning, gjorde det muligt i så kort en tid at fuldføre dette værk. På ham opfyldes ordet: Han skal være som et træ, der er plantet ved vand­ bækken - alt, hvad han gør, skal han få lykke til, (Ps. 1,3).« Rudolf Volf, der blev Set. Stefans Kirkes første sognepræst, fortæller i sine erindringer, at Frimodt efter et missionsmøde i Ballerup kom hen til ham og sagde: »Nu vil jeg have bygget en kirke i det yderste Nørrebro, og jeg vil have dig til præst der!« Da Volf betænkte sig, sagde Frimodt: »Jeg bygger ikke uden dig!« Dermed var sagen af­ gjort, og Volf tænkte: »Hvor Gud mig fører, går jeg glad, han, ikke jeg, skal råde.« Allerede i 1872 havde Frimodt sat gang i sagen. Han forelagde sine planer for en kreds af gode venner og forelagde dem senere for en menighedsforsamling, der holdtes på »Store Ravnsborg«, hvor han mødte begejstret tilslutning, og allerede i den følgende sommer kunne man nedlægge grundstenen til den nye kirke. Så hurtigt var gaverne strømmet ind. Kirken blev opført på en grund, der var skænket af baron Løven­ skjold, hvis landsted Kirstinedal lå ved siden af. Når Frimodt valgte at kalde kirken Set. Stefans Kirke, skyldtes det dens beliggenhed i et af byens fattigste kvarterer. Set. Stefan var jo en af de syv fattigforstandere, der i den første menighed i Jeru­ salem forestod uddelingen af mad og anden hjælp til de fattige. Pudsigt nok er denne fattigforstander senere kommet til at lægge navn til et apotek, en boldklub, en kaffebar og andre foretagender i sognet. Kirken stod færdig i pinsen 1874; men på grund af forskellige for­ maliteter i forbindelse med udskillelse af sognet trak indvielsen ud.

Set. Johannes kirke

Rudolf Frimodts indsats

Frimodt vil have Volf

Kirkens grundsted nedlægges

Set. Stefan

2

Altertavlen i Set. Stefans kirke er malet af Anton Dorph i 1880. Motivet er hentet fra fortællingen om (Lukas 10, 38-42). Pastor Volf omtaler den som »den smuk­ keste altertavle af A. L .). Dorph med det dejlige billede af Maria, som så ufravendt ser på sin frelser.« For en senere tid kan billedet måske virke lidt for sødladent! Fot.: Max Jørgensen Jesu besøg hos Marta og Maria

Sognet blev endeligt udskilt den 7. december, og selve indvielsen fandt sted Set. Stefans dag, 2. juledag. Biskop Martensen indviede kirken med en tale ud fra Apostlenes Gerninger, 7,55-56: »Jeg ser himlene åbnede.« Pastor Volf prædi­ kede over Davids salme 118, 24-26: »Denne er dagen, som Herren har gjort-------«. Frimodt var tilfreds med og meget stolt af det resultat, der var kommet ud af hans arbejde, og han udbrød: »De fattige kan da ikke sige, at vi har smidt en ladebygning ud til dem!« Komiteen kunne aflevere kirken helt gældfri. Derimod blev der ikke penge til at opføre så stor en præstebolig som påtænkt.

Indvielsen

Frimodt tilfreds

3

De nye køben­ havnere bliver kirkefremmede

Som nævnt skyldtes byens voldsomme vækst i sidste tredjedel af forrige århundrede først og fremmest en kraftig indvandring fra landet, og det betød, at en væsentlig del af de nye »københavnere« var mennesker, der var flyttet fra deres kendte miljø til et helt nyt. Dette bevirkede, at mange kom til at føle sig rodløse, usikre og fremmedgjorte. For mange gik det sådan, at miljøskiftet medførte, at den traditionelle forbindelse, de havde haft til kirken, ophørte. Samtidig herskede der i flere kredse en antikirkelig holdning. Der stiftedes således et litteraturselskab, der satte sig det som sit mål at fortælle folk om resultaterne af den moderne bibelforskning, der i kirkelige kredse som oftest blev betragtet som værende af det onde. Brandesianismen vandt indflydelse på mange, og den frem- brydende socialisme indtog en kirkefjendsk holdning, idet man anså kirken for at være på de besiddendes side. Det var således ikke nogen let opgave, der ventede Volf og hans medarbejdere i hans nye sogn. Mange af disse medarbejdere kom fra Set. Johannes Kirke, hvorfra de kendte problemerne godt, og de var til stor hjælp for Volf, der selv med stor energi og utrættelig arbejdsindsats gik i gang med det krævende arbejde. Man stiftede allerede i 1875 Set. Stefans sognemission, der uddelte traktater, åbnede en læsestue på Utterslev Mark, ligesom man hur­ tigt fik oprettet en kirkelig fattigpleje. I en tid med en fattigdom, som vi i dag næppe kan forestille os, og med meget få muligheder for offentlig støtte var det en selvfølge, at kirken også måtte be-

Kirken i modvind

Mere end nok at tage fat på!

Ved kirkens 50 års jubilæum ind­ samledes midler til anskaffelse af farvede kirkeruder. Ruderne blev udformet efter tegninger af kunst­ maler )ohs. Kragh. Snedkermester Chr. Andersen var kasserer for indsam­ hustru Karen Ander­ sen , der også huskes for sit arbejde inden for menig­ hedsplejen og på børneplejestationen, en stor og ihærdig indsats for denne sag. En af ruderne er skænket af U. 77. Fot.: Lars Ahlmann Olesen. lingen og gjorde sammen med sin

4

skæftige sig med sociale problemer. Man påbegyndte børneguds- tjenester i en lejlighed i Allersgade, åbnede en læsestue for børn på Utterslev Mark, så de kunne blive sysselsat i stedet for at »drive rundt og tigge.« Børnetiggeriet var et virkeligt alvorligt problem. Det kunne endog udarte i en sådan grad, at forældre lod deres børn forsømme skolen til fordel for at tigge. En enke med mange børn havde set den økonomiske fordel i bør­ netiggeriet. Hun lod sine børn tigge istedet for at passe skolen, og da mulktérne for disse forsømmelser blev så store, at hun ikke kunne betale dem, giftede hun sig med en mand, der skulle bruges til at sidde mulkterne af. Volf mente ikke, at man gavnede folk ved at give dem ved dørene, men at man istedet skulle henvise dem til den hjælp, kirken kunne yde - også dengang fandtes der plattenslagere! Og kirken kunne faktisk som regel hjælpe. Det var ikke til at tælle alle de velgørende foreninger, der blev stiftet i København i denne periode. I rækken af de mange, der gav kontant støtte, stod kongehuset. Således var kongeparret og kejseren af Rusland til stede ved indvielsen af det smukke asyl i Stefansgade, der var skænket af dronning Louise. Kronprinseparret gav 1000 kr. om året til menighedsplejen. Da Set. Stefans sogn blev oprettet, havde det en udstrækning på størrelse med den indre by. Der boede endnu på det tidspunkt kun ca. 6000 mennesker i sognet. Efterhånden som befolkningstallet

Børnetiggeri

Kirkens sociale indsats

Fint besøg på Nørrebro

Flere nye kirker

på Nørrebro

5

voksede, måtte der oprettes nye sogne. Først udskiltes Helligkors sogn fra Set. Stefans sogn, senere: Simeori sogn, Anna sogn, Ka- pernaum sogn, Kingo sogn, Brorson sogn og Aldersro sogn. Men trods oprettelse af disse nye sogne kunne arbejdet ved Set. Stefans Kirke ofte vær ganske uoverkommeligt. En søndag kunne godt se sådan ud: kl. 9.15: skriftemål, kl. 10: højmesse, kl. 12.15: dåb, kl. 13: vielser (fællesvielser), kl. 13.45: dåb. kl. 14: begravelse fra kirken, kl. 14.45: vielse, kl. 16: vielse igen, kl. 16.30: vielse, kl. 17.30: skriftemål, kl. 12.15: begravelse fra hjemmet, kl. 12.45: lige­ ledes, kl. 13.15: begravelse på Assistens kirkegård, kl. 14.15: be­ gravelse på Vestre Kirkegård. Så om mandagen: tale med mange mennesker fra 9-10, læse med pigekonfirmander fra 10-11,15, be­ gravelse kl. 12, drengekonfirmander fra 13-14.45, atter tale med folk fra 16-17, om aftenen ofte bestyrelsesmøde, bibellæsning o. I. En stadig tilbagevendende hæmsko for det store arbejde var man­ gelen på egnede lokaler. Man manglede plads til håndgerningsfor­ eningen, »Børns og Mødres Bespisning«, ungdomsforening, menig­ hedspleje m. v. Man besluttede så at bygge menighedshuset Karmel i Gentoftegade, nu Vedbækgade, og det kom fra da af til at danne ramme om det vidtforgrenede arbejde i sognet. Karmel indviedes allehelgensdag 1895 med bøn om »at der også her, i hovedstadens fjerne udkant, måtte gøres en Eliasgerning til folkets omvendelse.« Trods stor arbejdsbyrde og vanskelige ydre kår giver Volf udtryk for stor taknemmelighed og følte sig knyttet til sine medarbejdere »Med Kærlighedens og Fredens Bånd«. Skønt han følte sig stærkt knyttet til Set. Stefans menighed, tog han dog i foråret 1899 - ikke mindst på grund af sin hustrus svigtende helbred - mod tilbudet om at blive stiftsprovst i Store Heddinge. Den brydning mellem Indre Mission og grundtvigianismen, der havde været mange steder i flere årtier, var ikke nået til Set. Stefans sogn, mens Volf, der sluttede sig til Indre Mission, var sognepræst her, og hans efterfølger, Iver Petersen Dall, gik videre i de spor, der var lagt. Arbejdet i sognet gik i de følgende år støt og solidt. Der var nu tre præster, som hver havde deres distrikt. Årene 1905-07 blev præget af forskellige stridigheder. En af præ­ sterne og en bymissionær, der var knyttet til sognet, meldte sig ud af sognemissionens bestyrelse. Et par stærkt pietistiske, vestjyske fa­ milier blev årsag til megen uenighed i sognet, - en uenighed, som dog ikke skadede, men snarere gav større tilslutning til de møder og sammenkomster, som hver enkelt kreds lod afholde i sognet. (Det er måske med denne strid i tanke, at provst Balling nu og da kunne sige: »Der er ikke noget, der er så godt til at skabe vækkelse som lidt splid og spektakler«). Disse stridigheder blev bilagt, og der fulgte en række rolige år, indtil krigen brød ud i 1914 - også i vort sogn. Man kom nu i Set. Stefans menighed for alvor til at opleve brydningen mellem Indre Mission og grundtvigianisme.

Travle dage ved Scl. Stefan

»Karmel« bygges

Volf rejser fra Set. Stefan

Splid

Krig

6

Fra U. 17.s 25 års jubilæum i Grundtvigs hus. I baggrunden ses Balling, Rosendal og Wurtzen.

I det år udnævntes A. Rosendal til residerende kapellan ved kirken, og der opstod hurtigt en så dybtgående uenighed mellem ham og Dall, at Dails sidste år ved kirken forbitredes derved. Det stod snart klart, at Dall og Rosendal i deres kristendomsforståelse, i deres menneskesyn og med hensyn til hele deres baggrund og forudsæt­ ninger var vidt forskellige. Man ville kun lade Rosendal få een månedlig aften i Karmels festsal til hans møder, og han måtte der­ for leje privatlejligheder til sit menighedsarbejde. Sognepræsten lod tilføre Karmels protokol, at Rosendal havde mistet sin ret til at bruge Karmel, fordi han ikke tog del i sognemissionens arbejde, men istedet tog et helt nyt arbejde op. Dails menighedskreds forsøgte senere at få sin eneret til Karmel fastslået juridisk, dog uden held. Hensigten var tydeligt nok helt at udelukke Rosendal og hans menighedskreds fra Karmel. Ved det første menighedsrådsvalg efter Rosendals udnævnelse blev fire medlemmer valgt på hans liste, fem på sognepræstens. Ved det næste valg stillede Dails kreds slet ikke op, så at menigheds­ rådet var rent grundtvigsk. Da det menighedsråd, der skulle vælges i 1922, ville få afgørende betydning ved udnævnelse af ny sogne­ præst, startede begge menighedskredse en kraftig agitation. Fra grundtvigsk side appellerede man til vælgernes frisind og sociale forståelse og rettede kraftige angreb mod påstået snæversyn i

Krigen eskalerer

Valgkamp

7

Karmels bestyrelse. Fra Indre Missions side var det centrale i agita­ tionen talen om vælgernes kærlighed til Guds riges fremme. Valget blev en stor sejr for Rosendals liste, 14 af de 15 pladser i rådet. Året efter søgte Dall sin afsked som en træt og skuffet mand, og Rosendal blev udnævnt til sognepræst. Han kom gennem sit mangeårige virke til stærkt at sætte sit præg på sognet. Som født og opvokset på Nørrebro var det ikke svært for Rosendal at bestemme sig til at flytte fra sit embede ved Marmorkirken til Set. Stefans kirke. Han siger selv: »Det var jo på en måde hjemmet, som kaldte. Som en slags fortsættelse af sin fars arbejde som fri­ skolelærer på Nørrebro, åbnede han i 1915 en læsestue for drenge, hvortil han som medarbejdere gennem årene fik knyttet en række studenter fra Studenterkredsen. Arbejdet blandt børn og unge havde allerede i mange år haft hans store interesse, og når han i kirken om søndagen først og fremmest så fuldvoksne, ældre og gamle, kunne han gang på gang spørge: »Hvor er mine jævnaldrende henne? Og hvor er pigerne og dren­ gene gemt?« Han følte en brændende ønske om, at Nørrebro-ung- dommen måtte finde ind til festen og glæden i kirken. Hans første konfirmation i Set. Stefans kirke blev en uforglemmelig festdag for ham, og siden da glædede han sig altid til »Disse Ung­ domsfester i Guds Hus«. Men hvordan bevare kontakten med de unge også efter konfirmationen? Han begyndte så at indbyde gamle konfirmander til sit hjem. Disse aftener fik hurtigt så stor en tilslut­ ning, at de ikke kunne holdes i hans hjem. I 1917 lykkedes det ham at leje endnu en stuelejlighed i Fredensborggade 7. Ved at rive en mur ned fik man indrettet en lille mødesal, den blå stue, hvor der om dagen var varmestue for ældre, om aftenen møder for unge. Her stiftedes Ungdomsforeningen af 1917, U-17, der gennem årene kom til at betyde meget for mange. Rosendal følte oprettelsen af U-17 som en tvingende nødvendig­ hed: »Udsprang af livets krav, ud af den spænding, som nødvendig­ vis måtte opstå der, hvor det brogede menneskeliv i byen mødtes med den kendsgerning, som hedder en kirke med et evangelium, den er forpligtet på.« Videre siger Rosendal: »Et menneske bliver ikke ret menneske, før det finder Gud.« »Den, som tjener den største, livets Gud, er på vej mod at blive et sandt og sundt menneske.« Og: »Selvfølgelig måtte de også gennem vor færden få et indtryk af, at Gud ikke var et katekismusnummer, men en levende virkelighed.« Ovennævnte citater er hentet fra bogen: Lykkelige Ar, der udkom i 1942 i anledning af U-17's 25-års jubilæum. Heri giver mange ud­ tryk for deres glæde og taknemmelighed for deres år i denne for­ ening. I 1935 blev Rosendal udnævnt til biskop over Roskilde stift, og pastor Balling blev sognepræst her ved kirken, og da den resi­ derende kapellan ved kirken, A. Vang, i 1939 udnævntes til sogne­ præst i Fraugde, overtog E. Wijrtzen embedet.

Rosendal sejrer

Hvor er ungdommen?

U.17 stiftes

Grundtvigianisme og idealisme

Nye koste

8

Det var dengang!

De kom i fællesskab i næsten et kvart århundrede til at tegne kir­ kens profil. Et medlem af menighedsrådet fortæller om sit første »møde« med Set. Stefans Kirke følgende lille tildragelse fra en sight-seeing med en sporvogn. Guiden sagde, idet man passerede kirken: »Det er Stefanskirken. Der skulle De tage og gå ind; præ­ sterne der er så morsomme.« Og vist er det: kedelige var de ikke! Balling var i 27 år sognet en god og afholdt præst. Der var næppe mange hjem i Set. Stefans sogn, som ikke gennem årene kom i for­ bindelse med ham og fik et indtryk af hans menneskelighed og djærve og bramfri væsen. Hans sans for humor, hans evne til at skelne mellem stort og småt gjorde, at han aldrig nogen sinde tog sig selv højtideligt, og alt kunstigt og opstyltet lå ham fjernt. I sin hele væremåde var han jævn, velgørende og ligetil og ens over for alle, så at folk straks følte sig på bølgelængde med ham. Han havde sit ståsted i det grundtvigske og var i det hele meget frisindet. Også Wurtzen var en mand med humoristisk sans. »En kedelig kri­ stendom er slet ikke kristendom, fordi Vor Herre selv er alt andet end kedelig,« var en karakteristisk udtalelse af ham. Han var en fin oplæser, ikke mindst inden for det humoristiske. Wurtzen var meget musikalsk, og musik og sang ved gudstjenesten havde derfor hans store interesse. På hans initiativ begyndte man at holde månedlige salmesangsaftener. Han nåede selv at lede 40, men disse aftener fortsatte også efter hans død, og de samler stadig folk. Et andet varigt minde satte Wurtzen sig gennem sit virke for nye klokker til kirken, som fagfolk betegner som de kønneste i København. Wurtzen døde den 30. november 1962, Balling den 20. januar 1963. Det var et stort tab for sognet at miste to afholdte præster på så kort tid, og mange følte oprigtig sorg ved deres bortgang. Som sognepræst afløstes Balling af en af kirkens tidligere hjælpe­ præster: Finn Ahlmann Olesen. I anledning af 100 års dagen havde menighedsrådet en række øn­ sker om forandringer og istandsættelser af kirken og dens omgivel­ ser. I samarbejde med arkitekt Erik Møller blev skitseprojekt og prisberegninger foretaget og forelagt de bevilgende myndigheder. Forpladsen mod Nørrebrogade foresloges frilagt, med grupper af beplantning og bænke, som en lille oase ved den travle Nørrebro­ gade. Kirkens indre ønskedes fuldstændig istandsat med maling, anden gulvbelægning, hynder på bænkene, nyt anlæg for tunghøre, flytning af prædikestolen m. v. På grund af en given økonomisk rammebevilling måtte arbejdernes omfang reduceres, f. eks. måtte omlægningen af forpladsen udskydes til senere, og bestræbelserne blev lagt på en istandsættelse af kirkens indre. Gulvet er nu af mursten og belagt med tæpper, væggene er malet i lyst gråt og hvidt, loftet i en lys farve. Træværket og bænke i lys

Provst Balling

Pastor Wurtzen

*

Kirkeværgen fortæller

Ingen penge til forplads

9

grålig farve. Prædikestolen er gjort lavere og flyttet op ved koret, og der er installeret nyt tunghøreanlæg, alt for at alle skal kunne høre bedre. Alterbordet er gjort lavere og forsynet med ny dug. Belysningen i koret ændret ved let farvet glas i vinduerne og en bedre el-belysning. En specialist i restaurering af malerier har renset og istandsat billeder og altertavle, uden betaling. Han ønsker at være anonym, og vi er ham meget taknemlig for dette arbejde. Af hensyn til fyringsøkonomien er loftet blevet isoleret, og radiatorer er blevet fornyet. Vi havde gerne set bænkene forsynet med hynder og ønsket de til kirken hørende lokaler istandsat, og vi håber at få dette og for­ pladsens omlægning i en nærmere fremtid. Det er vort håb, at kirkegængerne vil synes om kirkens nye farver. Det er jo noget, som altid kan diskuteres, men vi har i samråd med sagkyndige og håndværkere gjort vort bedste, og herved bringes en tak til alle, der har bistået med råd og dåd ved kirkens istandsæt­ telse.

Ønsker for fremtiden

Fot.: Lars Ahlmann Olesen.

10

Menighedsarbejdet gennem 100 år under skiftende forhold

SCT. STEFANS SOGNS MENIGHEDSPLEJE

styrelse og medlem af De samvirkende Menighedsplejer i København. Vi har nu et stort arbejdsområde med mange op­ gaver, hvor man i 1874 kun havde eet: kirkens præster fordelte de i Fattigbøsser­ ne indsamlede midler til nødlidende i sognet. Lad mig nævne nogle af disse arbejdsom­ råder, og De vil se, at menighedsplejen i vort sogn stadig er i arbejde, stadig parat til at yde medmennesker hjælp: Børneplejestationen som i tiden fra 1937 til i år har været med til at højne sundheds­ tilstanden blandt spædbørnene i vort kvar­ ter, og hjulpet de unge mødre til at passe deres små på en endnu bedre måde. Sta­ tionens betydning har været stor! Støtte til ungdomsarbejdet. Vort ungdoms­ arbejde har gennem alle år kunnet komme til os og bede os om hjælp, når de mang­ lede midler til at hjælpe en dreng eller pige på sommerlejr. Social vejledning. De skiftende ledere af vor menighedspleje har gennem årene altid været rede til at hjælpe folk til rette, når de ikke vidste, hvorledes de skulle ansøge om hjælp m. v. hos de offentlige myndig­ heder. Ofte har vi talt folks sag over for socialkontorer og andre institutioner for at opnå en hjælp, som det offentlige skulle yde! Økonomisk hjælp ydes stadig til folk, som er uden midler, eller som er kommet i vanskeligheder. De sociale love yder me­ gen hjælp, såsom socialhjælp, invalide- og folkepension. Men stadig er der huller i vort sociale system, hvor det offentlige ikke

Fra Oldkirkens dage (Set. Stefan - kirkens første martyr - var jo den kristne kirkes første menighedsplejeleder) og indtil vore dage har det været blandt kirkens vigtigste opgaver udadtil at hjælpe medmennesker, der var i timelig nød. Denne opgave har kirken taget meget alvorlig. Idag - i vort velfærdssamfund, hvor megen hjælp ydes ganske naturligt fra det offent­ liges side i form af socialhjælp og invalide - og folkepension m. v. - er det stadigt nødvendigt med en menighedspleje, der kan fungere og hjælpe folk, hvor den of­ fentlige støtte ikke strækker til! Derfor er vi her stadig - for at hjælpe! Vor menighedspleje er vel den eneste me- nighedsarbejdsgren, der har eksisteret lige så længe som vor kirke, idet der allerede ved kirkens indvielse var opsat kirkebøsser, der tog imod gaver til de syge og fattige i vort sogn. Meget er forandret siden da. Nu er vi en organiseret menighedspleje med love, be­

11

sestue for drenge, afholdt møder for ældre og startede i 1917 ungdomsforeningen U.17, som igennem mange år skulle blive en værdifuld kontakt til sognets mange unge. I 1919 indmeldte Axel Rosendal sig med sin menighedskreds i »Kirkeligt Samfund af

kan yde hjælp - det er her, menigheds­ plejen gerne træder til og hjælper. Mange har fået en kærkommen hjælp. »Møder for ældre i Set. Stefans Sogn« - omsorgsarbejdet blandt sagnets ældre og ensomme - samler omkring 80 ældre til møder, skovture og julefest. Dette arbejde er vel menighedsplejens mest populære. Her er de ældre glade for at komme. Og vi er glade for at være deres værter. Fodplejestationen blev oprettet for en halv snes år siden. Dagligt er der åbent på fod­ plejestationen for invalide- og folkepen­ sionister, der for et beskedent beløb kan få deres fødder ordnet. Plejehjemmet Dagmargården i Gormsgade blev for et par år siden oprettet under me­ nighedsplejens auspicier. Arbejdet, der gø­ res her, er enestående! Her får ældre en god og kærlig pleje, så deres sidste år - trods alt - kan blive lyse og gode! Trods velfærdssamfundets mange sociale goder, vil der altid være brug for medmen­ neskelighed og støtte til dem, der lider nød! Her er menighedsplejen rede til at gøre en indsats! Til slut en tak til alle, som gennem de mange år har støttet Set. Stefans kirkes diakonale arbejde gennem menigheds­ plejen, det være sig den anonyme gave, der er lagt i kirkens bøsser, de mange ven­ lige gaver, vi har fået ved juleindsamlin­ gerne, og ved arbejde og gaver på menig­ hedsbasaren! Rasmus Kristensen KIRKELIGT SAMFUND Kirkeligt Samfund i Set. Stefans sogn har en lang historie. Allerede da Axel Rosendal i 1915 blev residerende kapellan, begyndte han et omfattende grundtvigsk arbejde blandt sognets beboere. Han oprettede læ­

1898«. Hermed var en kontakt knyttet, som stadig holder. Igennem de mange år, der er gået siden, har »Kirkeligt Samfund« været Set. Stefans sogn en god støttekreds. Ved årlige basarer og ved kontingentet til »Kirkeligt Samfund« har man støttet de for­ skellige arbejdsgrene i sognet med gode tilskud. Menighedsplejen, menighedshuset »Karmel«, spejderne og meget andet har nydt godt af de mange penge, der igennem årene er samlet sammen. Ligeledes står »Kirkeligt Samfund« for udgivelsen af sog­ nets kirkeblad »Kirkehilsen«. »Kirkeligt Samfund« er først og fremmest en kreds af mennesker, som ønsker at støtte det arbejde, som dagligt gøres i vores sogn. Men derudover samles vi vinteren igennem til en række foredrag og møder, og slutter året med årsmødet, hvor en af kirkens gamle præster prædiker ved guds­ tjenesten kl. 14. Derefter samles man i Karmel til selve årsmødet i Karmels festsal. Finn Ahlmann Olesen

12

SCT. STEFANS SOGNS MENIGHEDSBØRNEHAVE

Der var lyst og venligt overalt. Kunstneren Viggo Cuttorm Petersen fra ungdomsfor­ eningen U.17 havde på en meget original og festlig måde dekoreret væggene i den største stue som en hel billedbog med farveklip og malerier af legende børn, dyr, tog, kirker m. m. Børnene var meget optaget af alt det nye. Der var plads til 50 børn. I børnehavens første bestyrelse sad pastor Balling, pastor Vang og som formand ba­ germester Clausen, guldsmed Hjelmer var kasserer. Dr. Ebskov blev børnehavens fa­ ste læge. Det var et stort ønske at få et sted, hvor børnene kunne komme på ferie. Balling drøftede dette ønske med sin studiekam­ merat, valgmenighedspræst Uffe Hansen, som straks var med på tanken. Ved et me­ nighedsmøde på Ubberup højskole i marts 1938 blev det vedtaget at begynde at samle penge ind til en feriekoloni. Det blev mødt med så megen velvilje, at vi allerede i som­ meren 1938 kunne rejse med 32 børn til en dejlig feriekoloni ved Svallerup Strand ved Kalundborg. Hele ferien strømmede det ind med naturalier fra valgmenigheden, bl. a. vankede der kyllingesteg hver søn­ dag. Det viste sig snart, at der var behov for mere plads i børnehaven. I 1941 blev hele førstesalen taget i brug, og på børnehavens fire-års fødselsdag var udvidelsen klar med plads til 100 børn. Vi blev stadig godt modtaget i Svallerup, nu med to hold børn. Ved børnehavens ti-års jubilæum deltog pastor Uffe Hansen og en kreds af ferieværterne. Indtil 1966 har børnehaven været i feriekoloni, og alle, der har været med, mindes med glæde og taknemmelighed ferien i sommerlandet. Nu er der gået mange år, siden børnehaven begyndte, og det; der var godt og moderne engang, kan ikke blive ved med at være tidssvarende. Derfor håber vi snart at kun­ ne give børnehaven en tiltrængt moderni- serin^' Ragna Thorsager (Frk. Thorsager har i alle årene været børne­ havens leder)

Da afdøde biskop Rosendal i 1924 blev sognepræst i Set. Stefans sogn, gik han stærkt ind for, at sognet fik en menigheds­ børnehave og satte derfor en indsamling i gang til dette formål. Der blev givet både små og store bidrag, men der skulle bruges mange penge, da man gerne samtidig ville have indlagt centralvarme i hele menig­ hedshuset, hvor det var tanken, at børne­ haven skulle have en del af førstesalen. I årene 1935-36 var der en anonym, god­ gørende person, der ved flere lejligheder gav store pengegaver. Man kaldte ham Da- nielsen. Pastor Vang fik da den gode idé at undersøge, om der ikke også skulle være en Danielsen på Nørrebro. Han skrev derfor en artikel i Kirkehilsen, hvor han slog kraftigt til lyd for børnehavesagen: man skulle bruge 6000 kr. til børnehavens drift. Efter at en forretningsmand i kvarteret havde læst pastor Vangs artikel, fik han og

Balling overrakt de 6000 kr., og snart på­ begyndtes arbejdet med at forberede bør­ nehaven. Det blev dog dyrere og tog længere tid end først beregnet; men dagen kom, hvor alt var parat, og den 21. sept. 1937 be­ gyndte de første børn i børnehaven, og samme aften var der indvielsesfest.

13

Vi håber, at dette arbejde stadig må kunne fortsætte og være med til at fremme Guds

DE GRØNNE SPEJDERE - SCT. STEFANS GRUPPE

Gennem mange, mange år har der været udført et børne- og ungdomsarbejde i Set. Stefans Sogn. Ældre i vor menighed vil mindes det blomstrende ungdomsarbejde, der gennem mange år blev udført af ungdomsforenin­ gen U.17. Igennem de mange år har der desuden været søndagsskole, drenge- og pigekredse, sykredse m. fl. Alt dette tjente i sin tid og var til gensidig gavn for kirke, menighed og ungdom. I 1959 fik Set. Ste­ fans Kirke og menighed et spejderarbejde igang, idet der blev oprettet en KFUM- spejdergruppe. Siden oprettelsen har mere end 350 drenge, piger og unge haft deres gang i »Karmel«. For mange var det deres første forbindelse med Set. Stefans Kirke, og det er gruppens håb, at denne forbin­ delse med en menighed aldrig må gå i glemme. Der er fire forhold, der forekommer mig at have haft den største betydning for dette spejderarbejde. 1) Den velkomst og den hjælp, menighe­ den fra første færd ydede spejderarbej­ det, er årsagen til, at vi spejdere i dag føler os som en del af Set. Stefans Sogns menighed. Vi mødte forståelse og vel­ vilje. 2) Da gruppen blev oprettet, satte vi os det mål, at vi på en eller anden måde måtte erhverve os en lejrgrund. Vi spa­ rede sammen - bl. a. ved meget ener­ gisk at deltage i Børnehjælpsdagens ar­ bejde - og i 1966 lykkedes det os at købe »Ulstruplejren« ved Haslev for 30.000,00 kr. Grunden, der er på to tøn­ der land, fik ved et menighedsmedlems medvirken en udrangeret statsbanewag­ gon opsat som interimistisk lejrhytte.

SALMESANGSAFTEN? - Således spurgte afdøde pastor E. Wurtzen undertegnede ved et af vore hyggelige lør­ dagsmøder. Ideen blev taget op, og tirsdag den 19. marts 1957 havde vi den første salme­ sangsaften. Disse aftener er nu blevet et fast led i Set. Stefans Kirkes arbejde, og vi har fornylig passeret aften nr. 130. Salmesangsaftenerne er gudstjenester, hvor kirkemusikken spiller en stor rolle, idet vi til alle disse aftener bringer tre musikalske indslag vekslende med salmesang på me­ lodier, vi alle kender og holder af. Salmesangsaftenerne begynder og slutter med et orgelstykke, og præsten forkynder Guds ord mellem salmerne og musikind­ slagene. Til sidst bedes Fadervor, og Vel­ signelsen lyses fra alteret. I anledning af Set. Stefans Kirkes 100 års jubilæum er der grund til at sige tak til kirkens kor og de mange solister, der har medvirket i årene, der er gået. Al med­ virken har været gratis. Der har været mange kunstnere fra Det kongelige Kapel og fra Danmarks Radios Symfoniorkester, der har glædet os med deres skønne kunst. Det er svært at nævne navne på de med­ virkende - det tillader pladsen desværre ikke - men en hjertelig tak til alle for god og glad medvirken - og ikke mindst en tak til menigheden, fordi den har kastet glans over salmesangsaftenerne ved at mø­ de så trofast og talrigt op.

'14

DAGMARGÅRDENS PLEJEH|EM Igennem mange år har der her på Nørrebro været et særligt problem for de mange, som på grund af alder ikke længere var i stand til at klare sig hjemme. Hvor skulle man være, når man ikke længere selv kun­ ne klare det daglige? Det var et problem, som jævnligt kom ind på livet af os, der har vores daglige arbejde i sognet. Det

Begyndelsen var gjort - men der er lang vej igen, inden målet nås: En rigtig lejrhytte på »Ulstruplejren«. 3. Menighedsbasaren har spejderne altid deltaget i med liv og sjæl. I »KarmeUs kælderetage har vore spejdere afholdt loppetorv og indrettet skydebane. I festsalen har spejderne en vinbod, og gruppemedlemmer hjælper til i andre boder. I restaurationen har vore pige­ spejdere og deres ledere i de sidste år gjort en virkelig indsats. Desuden har spejderne udført et ikke ringe manuelt arbejde. For spejderne har deltagelsen i basaren været et fornøjeligt stykke ar­ bejde - og et naturligt led i det arbejde, der udøves i gruppen. 4) For fire år siden gik et længe ventet øn­ ske i opfyldelse - vi fik endelig pige­ spejdere i Set. Stefans Sogn. Helt na­ turligt er pigespejderne blevet et led i Set. Stefans Gruppe. Så radikalt er vi gået til værks, at piger og drenge ar­ bejder sammen under fælles ledere i juniortrop, trop og roverklan. Det har vist sig at være en styrke for gruppens arbejde som helhed! Den 15-årige gruppes juniorspejdere, spej­ dere, rovere, ledere og forældre bringer deres 100-årige kirke - Set. Stefans Kirke - sin hjertelige hilsen med tak for alt det gode, vi har modtaget fra denne kirke og menighed. _ „ . , Rasmus Kristensen

faldt derfor også helt naturligt, at tre nabo­ sogne: Anna, Kingo og Set. Stefans sogne gik sammen om at få rejst et plejehjem. I 1971 kunne vi så sammen indvi det nye plejehjem i Dagmarsgade, Dagmarsgårdens plejehjem, der som leder fik Ingeborg Fri- modt-Møller. Der er plads til 50 beboere, hver med sin lille bolig, bestående af entre, badeværelse med toilet og en god stor stue. Dertil kom­ mer så de mange fælles faciliteter, op­ holdsstuer, fælles spisestue, ergoterapi, fysioterapi, fodplejeterapi og frisør. Fra dette efterår bliver der yderligere fra plejehjemmet oprettet en vagtordning for beboerne i pensionistboligerne i Allers­ gade, således at beboerne dagligt kontak­ tes fra plejehjemmet, og således at man i tilfælde af sygdom kan få bragt sin daglige kost fra plejehjemmet. I Dagmargårdens plejehjem kan kun op­ tages beboere, som har haft deres bopæl i de tre sogne. Det er nemlig vigtigt, at man ikke skal flytte væk fra den bydel, hvor man måske har tilbragt hele sit liv. Finn Ahlmann Olesen

15

KORDEGNE 1874-1880 Adjunkt Dohn

PRÆSTETAVLE SOGNEPRÆSTER

1880-1914 Missionær Peder Andersen 1914-1930 Missionær P. Mortensen 1930-1936 Aksel Ottosen 1936-1958 Olaf Helmulh Heie 1958- Rasmus Andreas Kristensen

1874-1899 Peter Rudolph Volf 1899- 1923 Ivar Petersen Dall 1924-1935 Axel Rosendal 1935-1963 Ejnar Leth Balling 1963- Finn Ahlmann Olesen

KIRKETJENERE 1874-1903 Peter Winther og væver Mehrpahl 1903-1914 E. Schou

RESIDERENDE KAPELLANER 1887-1900 Karl Eugen Petersen 1900- 1902 Frithiof Viggo August Frandsen 1914-1924 Axel Rosendal 1924-1933 Niels Christian Mathias Petersen 1933-1939 Jens Arnold Petersen Vang 1939-1962 Emanuel Wurtzen 1963-1967 Norman Drury Lange 1967- 1970 Lauge Steen Knudsen 1971- Aksel Kjærgaard KALDSKAPELLANER 1929-1931 Peter Petersen Tilgaard 1956- 1963 Norman Drury Lange 1963-1965 Aksel Kjærgaard 1965-1967 Lauge Steen Knudsen 1968- Eigil Christian Fuglsang HJÆLPEPRÆSTER 1933-1935 Tage Lundby Jensen 1935- 1936 Thomas Bruun 1936- 1939 Villy Baunbæk 1939-1944 Theodor Kuhi 1944-1946 Erik Nissen 1946-1949 Erik Rasmussen 1949-1952 Bent Grue Kelstrup 1952-1956 Norman Drury Lange 1957- 1958 Knud Eyvin Bugge 1958- 1959 Johannes Olzen 1959- 1960 Knud Eyvin Bugge 1960- 1961 Finn Ahlmann Olesen 1961- 1963 Aksel Kjærgaard ORGANISTER 1874-1917 Kapelmusicus V. Andersen 1874-1887 Kantor L. Hegner 1917-1932 Dr. phil. Knud Jeppesen 1933-1955 Jens Jacobsen Bjerre 1955- Harry Egediussen

1914-1922 L. Svendsen 1922-1954 A. P. Jensen 1954-

Anker Bjarnum

KIRKEASSISTENTER 1903- ? Fru Hasselbalch ? -1922 Fru Thomsen 1922-1925 Fru graver Jensen 1925-1966 Fru Christine Iversen 1966- Fru Erny Martha Jørvi BÆLGETRÆDERE 1874-1892 Rasmussen 1892-1903 E. Schou 1903- ? L. Hasselbalch MENIGHEDSRÅDET I I974 Stationsforstander Harald Hvidmark. Klinikassistent Ingrid Andersen. Overassistent Einar Christensen (kasserer). Overlærer, cand. theol. N. Robert F. G. Hemmingsen. Trafikmester Holger Rasmussen (kirke­ værge). Børnehaveleder Ragna Thorsager. Fru Erna Werth Sørensen. Fru Dorthea Ringgaard Christensen. Sygeplejerske Esther Vibeke Hedegaard Petersen (formand). Fru Annemarie Kristensen. Snedkermester Carl Johan Christensen. Trykkerileder Andreas Stork-Hansen (sekretær). Fuldmægtig Børge Helding (næstformand). Violinbygger Jens Peter Jørgen Nielsen. Chauffør Erik Willy Rasmussen.

16

Fortsat fra omslagets side 2

eet til hver Side af Bygningen. Denne vil rumme, naar den er aldeles fuld, omtrent 1100 Personer, hvoraf dog kun omtrent 600 kunne faae faste Siddepladser. Ved to Rækker Træsøiler, som bære Pulpi­ turerne og Tagværket, deles Kirken i tre Skibe, med Loftet over det midterste noget høiere end over dem paa Siderne. I Taarnet, over Vaabenhuset, bliver Pladsen for Orgelet, og derover igjen Plads for Klokkerne. Kirken agtes opvarmet ved Ovne. Dens Beliggenhed er paa Hjørnet af Lygteveien og Havremarksveien, og Bygmesteren er Bygningsinspecteur, Architekt Knudsen, der tillige har leveret Teg­ ningerne. Til Navn er valgt: S t e f a n s k i r k e n , efter den be- kjendteste af Christenhedens første Fattigforsørgere, den kjække Stefanus, som trofast røgtede sit Kjærlighedshverv, og ligesaa tro­ fast uddelte af sin store aandelige Rigdom. Thi stor maa denne have været, siden hans Fjender »ikke kunde imodstaae den Viisdom og den Aand, han talede af«, og selv Raadet, som dømte ham, greb til den Udvei, at holde for Ørerne, og det enddog de vare lærde og forstandige Mænd. Maatte da denne Kirke, som nu skal løfte sit Spir mellem de Fattiges Boliger, føre ind blandt Alle i dens Nærhed en Forkyndelse, der bæres af hin Fattigforsørgers Viisdom og Aand, og maatte dog de, som høre Ordet, ikke tillukke deres Ører og Hjerter saaledes som hint forblindede Raad! Da vil i Sand­ hed Alt, hvad i denne Sag er gjort, blive til Velsignelse for St. Ste- fans Menighed. X.

St. Stefanskirken paa Nørrebro. Efter Bygnings- inspecteur Knudsens Tegning. Illustreret Tidende 13. juli 1873

Redaktion: Andreas Stork-Hansen, Eigil Fuglsang, Aksel Kjærgaard.

Tegninger: Jørgen Hedegård