92 / 190
S y v e n d e ,
der, for at man kan faa L ejligh ed til at give den
regerend e K ronprins et Stænk af V iraken med, sk ildres
som en O lding, skønt han kun er 43 Aar, — virker fu ld
komm en t m odbyd eligt ved sit Krvberi.
D et h edder saa led es heri:
„A lle Undersaa tter søge i Kongen en Fader, med deres
B lod forsvare de ham og hans h elliged e Fam ilie, og fra
denne F ad ers Stol nyde de til Gengæld Beskyttelse, Naade,
M ildhed og Retfærd ighed . D isse Dyder er ingen uden han
mæg tig til at udføre i al sin Storhed. Lig en strømmende
F lod udbredes d isse Velgern inger over det hele Land, Or
den iagttages, Velstand forøges, og den bedagede Konge
skuer som h in Frode Fredegod fra sin høje, glimrende
Trone ud over et Land, som hans Velgern inger have vel
signet. Han ser lvkkelige Borgere, han ser en voksende
E fterslægt, som skyld er Ham enhver glad Time. Hvilken
k on g e lig G læde! H vilken Henrykkelse!
Oldingen dør,
hans gode Søn bestiger hans vigtige, hans ærværdige Sæde,
N a tion er om ringer Kongestolen, velhavende og mægtig
erindrer den Faderen s Dyder, optegner dem til evig Vel
signelse, og den rørte Søn træder med den ny og velgørende
H and linger i den forgudede Faders Fodspor. Dette er en
A fb ildn ing paa den O ldenborgske Stamme, saaledes have
vi, vore Fædre og Forfædre kendt den. Vor Kærlighed er
vokset, den er b leven et beundrende Ordsprog im ellem
Ud lænd inge, den er b leven et prøvet og frygteligt Værn om
D an s Trone. Vor H engivenhed ved ingen Grænser, vor
T illid til vor Konge b liver af ham selv daglig opmuntret,
hans V elgern inger gøre os dristige, og hans Mildhed ior-
v isser os om Bonhorelse."
Urtekræmm er- og Isenkræmmer-Lavets O ldermand faar
d enne grusomm e Salve til Besvarelse, og han skriver da
2. Decbr. 1791 m eget nøgternt:
93