169 / 228
raadne, Lofterne revnede og Murene faldefærdige;
thi da Husene skulde nedrives i 1863, undlod
Fattigvæsenet at foretage selv de nødvendigste
Reparationer.
Under disse Forhold maatte man forudse,
at Epidemien ogsaa her „vilde slaa et ordentlig
Slag“, men desuagtet havde man kun ansat én
Sygeplejerske til samtlige Lemmer, og trods alle
Forestillinger fra Lægernes Side, opnaaede man
først mod Epidemiens Slutning at faa Antallet
drevet op til fem. Fattigforstanderen, som havde
Tilsyn med det hele, boede, mærkeligt nok, paa
Frederiksberg, og paa de hede, trykkende Juli-
b
dage maatte de gamle, affældige Lemmer paa
J
deres Fod vandre til Frederiksberg for at faa
'
de nødvendige Attester og Frijord til deres egen
Begravelse. Flere af disse Stakler bukkede efter
1
Lægernes Erklæring under paa denne Vandring;
men Fattigforstanderen vogtede sig vel for at
komme til det store Kjøbenhavn, endsige til det
lille.
Her udviklede Forholdene sig hurtigt paa
den sørgeligste Maade. Hus efter Hus blev an
grebet, og i den smalle Gyde, som laa nærmest
op til Plankeværket ud imod Toldboden, døde
samtlige Beboere bort. Der var Mangel paa
Alt — paa Læger, Vaagekoner og Tilsyn, og
I
inde i de usle Boliger herskede der en utrolig
1 6 0