167 / 228
158
ikke undtaget. Dog Æren var reddet — man
havde jo sparet en Rigsort pr. Kiste.
Men alt som Julisolen brændte paa, bredte
dens Straaler de mørkeste Rædsler ud over Ho
spitalets lumre, tætbefolkede Stuer, og Forhol
dene antog en Karakter, som trodser enhver
Beskrivelse. Lægerne holdt uforfærdet Stand og
arbejdede med et Mod og en Udholdenhed, som
altid vil regnes dem til Hæder; men lige overfor
Herforths sejge Modstand maatte alle deres An
strengelser strande. De Syge døde som Fluer,
Gangkonerne reves bort, Vaage- og Vaske
koner vare ikke til at opdrive for Penge, og
man greb da til det fortvivlede Middel, at er
statte disse med Lemmerne selv, som herfor fik
den uhyre Betaling af tolv Skilling daglig. Her
ved blev Tilstanden aldeles haabløs, thi disse
Mennesker, hvis Gerning var den visse Død,
havde hverken Evne eller Vilje til at tage
ordentlig fat. Dag for Dag slappedes Tilsynet
og Disciplinen, og den raaeste Brutalitet traadte
i Stedet. Dødssedler bleve hæftede paa Syge,
som endnu aandede, Døende bleve revne ud af
deres Senge og udaandede paa Gulvet, medens
nye Patienter stuvedes i de Senge, hine lige
havde forladt, og tilsidst gik det af Mangel paa
Personale saa vidt, at mandlige Lemmer bleve
tagne til Sygepassere for de kvindelige Patienter.