172 / 228
1 6 3
der udvikledes i og tilførtes med Drikkevandet,
havde man ikke den fjerneste Anelse om, og
Uvidenheden om Sygdommens Aarsag gik saa
vidt, at man fraraadede Ophold under Træer,
fordi Skyggen af disse virkede smitteførende.
I 1847 udbrød der ved det kaspiske Hav en
Koleraepidemi, som med stor Voldsomhed van
drede mod Vest og angreb de fleste af Europas
større Stæder. I 1853 var denne Epidemi op
hørt, og det er til Dato aldrig oplyst, hvorledes
Smitten naaede til København. Byen havde
imidlertid gentagne Gange faaet et memento
mori, som den desværre ikke havde lagt sig
paa Hjertet. Den 6te November 1848 havde
en Lods paa Dragør, Jan Krøyer, trods Forbudet
lodset et russisk Skib, hvorfra han vendte hjem
som syg af Kolera. Han turde ikke søge Læge
behandling, men kom sig alligevel, hvorimod
han smittede sin Hustru og Svigerinde, som
begge døde. Af Fortvivlelse herover henfaldt
han i Melankoli og hængte sig nogle Aar efter.
Dragør viste ved denne Lejlighed et ret
mærkeligt Forhold, som ogsaa gentog sig under
Epidemien 1853. Fra Krøyers Hus bredte der
sig ingen Smitte, og i 1853 viste Dragør sig
ligeledes uimodtagelig for Epidemien, idet de
Patienter, der hjembragtes fra København, ikke
forplantede Sygdommen videre. Derimod led
i l *