162 / 228
Priveterne. En Læge har saaledes meddelt, at
han ikke vilde give en højst forarmet Familie
nogen Understøttelse, fordi han fandt, at den
ikke holdt deft usle Kjælderlejlighed, som den
beboede, i ren og ordentlig Stand. Først da
Manden var død, opdagedes det, at Indholdet
fra Gaardens Latrinrum gennem Muren var
sivet ind under det usle Halmleje, hvorpaa hele
Familien hvilede om Natten. Nu fik den Hjælp,
men desværre for sent, thi næsten alle dens
Medlemmer døde.
Disse Fattigboliger dannede faste Arnesteder
for Epidemien, som derfra bredte sig ud ogsaa
til de Velhavendes Boliger, især hvor disse laa
i Byens nordre og østlige Del, hvor Husene
tillige vare opførte paa opfyldt, ofte latrinholdig
Grund. Men foruden disse Fattigboliger, fandtes
der rundt om i Byen en Mængde af de usleste
Logihuse, hvor man for fire Skilling sov paa
raaddent Halm, eller for to Skilling staaende op
ad Muren, med et Tov under Armene. Hertil
sigter de bekendte Ord i Pjaltenborgsvisen, hvor
en Sjover under Branden synger til Værten:
„F ir’ Skilling gav jeg dig, min Ven,
Maa jeg saa be’ om de to igen.“
I vore Dage, hvor der er fuldt op af Børne-,
Vugge- og Slumstuer, hvor der er Hjem, som