68 / 152
måde, at i bygninger, hvor der findes lejligheder under 64 kvadratalen, er
deres areal bestem t ved deres indvendige m ål...«4. I en forudgående
skrivelse af 11. maj 1874 fra magistraten til stadskonduktøren oplyses
det, at man ved indvendigt mål forstod arealet uden at ydermure og
trappegange var medtaget, men »således, at skillevægge, skorsten og
deslige iberegnes«5.
Fritagelsen for den statslige bygningsafgift blev udstrakt til også at
gælde en række kommunale afgifter, som i 1861 blev sammenfattet under
navn af arealskat. Altså: bygningsafgiften er den statslige, arealskatten
den kommunale ejendomsskat.
Skattefriheden for lejligheder under 64 kvadratalen var en kendsger
ning under hele 1800-tallet - bortset fra en kortvarig afbrydelse, som vi
senere skal komme ind på - og et stykke ind i det tyvende århundrede.
Skattebegunstigelsen ophørte nemlig først med bygningsafgiftens og
arealskattens bortfald, hvilket fandt sted i henholdsvis 1905 og 1926.6
Lovens konsekvenser.
Bestemmelsen om skattefrihed for smålejligheder
under 64 kvadratalen var af helt fundamental betydning for boligpolitik
ken og boligdebatten fra midten af 1800-tallet til ind i 1880’erne. Var den
også af betydning for byggepraksis, for nybyggeriet af smålejligheder?
For samtiden var der næppe tvivl om, at det var tilfældet. Såvel stads
konduktøren som kommunalbestyrelsen - de i denne sammenhæng mest
kompetente myndigheder - var enige herom. Det er rimeligt her at
indskyde, at stadskonduktørens hovedopgave var at udarbejde en matri-
kulering af samtlige ejendomme i staden, og denne matrikulering dan
nede grundlaget for en påligning af ejendoms- og grundskatterne. Enhver
nybebyggelse eller bygningsforandring skulle anmeldes til stadskonduk
tøren, som derefter skulle foretage opmåling og afgiftsberegning.
I en skrivelse af 20. marts 1849 til indenrigsministeriet formulerede
stadskonduktøren vittigt og elegant sit syn på nybyggeriet af smålejlighe
der: »Lejligheder under 64 kvadratalen har siden 1802 været et udtrykke
ligt mål som ejere har haft for øje, for at se deres nye bygninger give dem
den bedste rente under et formentlig godt formål«7. Kommunalbestyrel
sen hævdede tilmed i 1856, at lejligheder under 64 kvadratalen ofte blev
indrettet i ældre ejendomme ved opdeling af større lejligheder8. At
nybyggeriet for småkårsfolk i vid udstrækning var koncentreret om
lejligheder under de 64 kvadratalen eller 25 kvadratmeter synes yderli
gere bekræftet af den kendsgerning, at selv datidens mønsterlejligheder
for arbejdere som regel blev holdt under denne grænse.
65
5 Sådan boede vi