74 / 152
anførte, at man ville stræbe efter at bygge lejligheder »så nær 64 kvadrat
alen som muligt«.12 64 kvadratalen var også overgrænsen for de lejlighe
der, som Christianshavns Understøttelsesforening og den tidligere
omtalte »Forening af 1865 for tilvejebringelse af billige arbejderboliger«
opførte henholdsvis på Christianshavn og ved Nyboder (se foto kap. II, s
38).13 Som nævnt blev aktionærerne i denne sidstnævnte forening stillet
en dividende på maksimalt 5 pct. i udsigt, og det kan derfor være
tvivlsomt, om foreningen kan henregnes til kategorien af filantropiske
selskaber. Det eneste kompleks af denne art, som overskred grænsen 64
kvadratalen, var Det classenske Fideikommis’ arbejderboliger på Frede
riksberg: de såkaldte classenske boliger. Lejlighederne, som blev taget i
brug fra 1867, var på et- og to-værelser. De et-værelses lejligheder var på
under 64 kv.alen, hvorimod de to-værelses var på ca. 80 kvadratalen.14
Den mest kendte af foreningerne til opførelse af arbejderboliger var
Arbejderens Byggeforening, skabt af arbejderne på B&W i 1865. Fore
ningen var ikke filantropisk i egentlig forstand, idet egenkapitalen i det
væsentligste blev fremskaffet ved medlemmernes opsparing.15 Og fore
ningen adskiller sig. også på andre punkter fra de øvrige filantropiske
foreninger, ikke mindst ved sin byggeaktivitet, som var af dimensioner,
der overgik alle tidligere foreningers. Allerede i 1876 - 10 år efter
foreningens start - havde den opført 189 huse med 378 lejligheder, og i
1895 var man nået op på ca. 1.000 huse med mere end 2.000 lejligheder.16
De findes den dag i dag spredt over store dele af byen. Mest kendt er de
såkaldte »Kartoffelrækker« ved Sortedamssøen, som blev bygget mel
lem 1873 og 1889. Hvert hus omfattede to lejligheder. Husene blev
fordelt gennem lodtrækning, og den heldige kom efter et vist åremål til at
stå som ejer af huset og udlejer af den ene lejlighed. Arbejderen skulle
forvandles til selvejer og husvært. Yderligere var eller blev lejlighederne
større end de øvrige foreningers, idet de sædvanligvis var på to væ
relser, men fra o. 1870 forsøgte man sig med tre-værelses lejligheder.17
De først byggede boliger var på 64 kvadratalen, men allerede omkring
1870 var de steget til mellem 75 og 80 kvadratalen18 for i løbet af
1870ernes første år at komme op på 90 kvadratalen.19 Loven af 16. april
1873 om fritagelse for bygningsafgift for lejligheder under 80 kvadratalen
(se nærmere s. 75ff.) åbnede mulighed for skattefritagelse også for lejlig
heder på op til 90 kvadratalen (36 m2) under forudsætning af, at de opfør
tes af foreninger med det formål at fremskaffe billige arbejderboliger og
»så længe vedkommende forening ikke for sine medlemmer tager større
71