80 / 152
for beregning af disse lejligheders antal har vi i boligtællingen af 1875,
idet Rubin her anfører gade for gade det samlede antal kvadratalen, som
er fritaget for bygningsafgift og arealskat i 1875, fordi lejlighederne var
under 64 kvadratalen. I alt udgjorde det skattefri areal 648.000 kvadrat
alen. Hvis man går ud fra, at smålejlighedernes gennemsnitsareal var 50
kvadratalen - i 1865 var det på 45 kvadratalen42 - kan man teoretisk finde
antallet af disse lejligheder på under 64 kvadratalen eller 25 kvadratmeter
ved at dividere det skattefri areal med 50. Tilsyneladende er denne
beregningsmåde fuldt forsvarlig, og den anvendes da også af Marcus
Rubin i et skøn over disse smålejligheders tal i 1892 (se s. 83). Alligevel er
det problematisk om denne metode uden videre kan anvendes. Det kan
den kun, såfremt de ovenanførte 648.000 kvadratalen er nettoarealet og
ikke etagearealet. Nettoarealet er som tidligere anført lejlighedernes
indre mål, etagearealet eller bruttoarealet det ydre. Og forskellen på
netto- og bruttoareal er netop for små lejligheder ganske betydelig. En
lejlighed på 50 kvadratalen netto kan meget vel svare til et bruttoareal
(eller etageareal) på 80 kvadratalen.
Spørgsmålet er altså dette: E r de i 1875-tællingen angivne 648.000
skattefri kvadratalen nettoarealet eller etagearealet? Vi står her overfor
et kildekritisk problem, hvis løsning den officielle 1875-tælling end ikke
antyder.
Det kan indledningsvis fastslås, at såfremt 1875-tællingen havde fundet
sted et eller to år tidligere, havde der ikke været noget problem overho
vedet. I så tilfælde ville de anførte 648.000 skattefri kvadratalen have
været lig nettoarealet. Det fremgår klart af en skrivelse fra stadskonduk
tøren af 24. juli 1874, stilet til magistraten, hvor han anfører: »Der er
hidtil lige siden bygningsafgiftens indførelse ved forordningen af 1. okt.
1802 fulgt den fremgangsmåde, at i bygninger, hvor der findes lejligheder
under 64 kvadratalen, er disses areal bestemt ved deres indvendige mål,
og kun den derpå hvilende skat er blevet fradraget, således at der i det
mindste er betalt skat af trapper og ydermure«.43 Imidlertid var stads
konduktørens skrivelse af 24. juli 1874 et indlæg, som var foranlediget af
et cirkulære fra generaldirektoratet for skattevæsenet, dateret 29. april
1874. Ifølge dette cirkulære blev det hidtidige beskatningsgrundlag for
smålejligheder ændret, og de nye, ret indviklede bestemmelser var med
cirkulærets egne ord følgende: »Når en bygning eller en etage i en sådan
alene indeholder afgiftsfri smålejligheder føres afgiften af hele bygningen
eller hele den pågældende etage, derunder indbefattet det af ydermure og
trappegange optagne rum, til afgang. Består derimod en én-etages byg
77