77 / 152
lejer. Skattefritagelsens beløb varierede naturligvis med lejlighedens
størrelse og desuden med lejlighedens beliggenhed, idet skatten var
højere i forhus end i bag- og sidehus. Tager vi imidlertid vort udgangs
punkt i en lejlighed på 64 kvadratalen, beliggende i et forhus, kan
skattefritagelsen anslås til 22,60 kr. årligt. Bygningsafgiften udgjorde
nemlig fra gammel tid 4 1/8-del sk. og arealskatten 6 % sk. pr. kvadrat
alen etageareal. Hvis lejligheden på de 64 kvadratalen havde et etagea
real på 100 kvadratalen - hvilket næppe var ualmindeligt - ville skatterne
følgelig beløbe sig til 107/s sk. x 100 = 11 rd. 30 sk. eller 22,60 kr. Går vi
ud fra, at en almindelig årlig husleje for en to-værelses lejlighed i 1880 var
160 kr. (jvf. s. 45) kan man skønne, at skattefritagelsen kunne udgøre op
til ca. 14 pct. af huslejens væ rdi283 . Diskussionen om hvem skattefrita
gelsen tilfaldt drejede sig altså om hårde økonomiske realiteter.
Vi skal endelig nævne, at spørgsmålet om hvem skattebegunstigelsen
tilfaldt også blev drøftet på rigsdagen, navnlig i forbindelse med forhand
lingerne i 1870’erne om skattefritagelsens udvidelse til også at gælde
lejligheder på mellem 64 og 80 kvadratalen (25-31,5 m2). Det hed i
motiverne til lovforslaget, at der havde været delte meninger om, hvor
vidt huslejen i det hele taget kunne nedsættes gennem skattefritagelse,
men forslagstillerne mente dog, at skattefritagelsen ad indirekte vej ville
få en vis virkning, idet udbuddet af smålejligheder ville blive stimuleret
og huslejen dermed tendere mod et fald.29 Den samme opfattelse gjorde
landstingsudvalget sig til talsmand for og hævdede, »at fritagelsen for en
del vil komme lejerne til gode«.30
Det forekommer mig, at dette synsunkt bærer fornuftens præg. Om
skattefritagelsen kom ejerne eller lejerne til gode måtte afhænge af
udbuddet af lejligheder. I perioder med boligmangel - og navnlig mangel
på små lejligheder på et- og to værelser - ville en skattefritagelse
formentlig være til ensidig fordel for ejerne31.
Kritik a f 64 kvadratalen-grænsen og bygningsafgiftens bortfald fo r lejlig
heder mellem 64 og 80 kvadratalen.
Som nævnt blev skattefrihedsreglen
også kritiseret ud fra et socialt og hygiejnisk synspunkt. Mest kendt
blandt kritikkerne var lægerne Emil Hornemann (1810-90) og F .F .U lrik
(1818-1917), som både i skrift og gerning virkede for en højnelse af
arbejdernes boligstandard.32 Den i 1851 nedsatte sundhedskommission,
som Hornemann var medlem af, fastslog, at skattebegunstigelsen var
forkastelig ud fra et sanitært synspunkt »da der derved ligesom er sat
74