SådanBoedeVi

fordel af den til bygningen sammenskudte kapital end 4 pct. årlig rente«

(lovens § 6). Allerede på det tidspunkt havde Arbejdernes Byggeforening

opført boliger bl.a. i Nyboder med lejligheder på 90 kvadratalen.20

Men den væsentligste forskel mellem Arbejdernes Byggeforening og

de tidligere nævnte foreninger turde være den, at Arbejdernes Byggefore

nings huse tidligt mistede deres præg af rene arbejderboliger. Allerede i

1870’ernes begyndelse hører man, at lejligheder overtages af personer,

der ikke tilhører arbejderklassen.21 De blev i betydeligt omfang erhvervet

af hvad samtiden kaldte den lavere m iddelstand.22

Forklaringen på at middelstanden lagde beslag på en væsentlig del af

husene var ifølge Socialdemokraten fra 29. marts 1883 ikke mindst den,

at ethvert medlem kunne erhverve 10 andele og dermed tidoble sin

chance ved lodtrækningen. Ifølge samme artikel - som nok må tages med

et vist forbehold - var højst en Qerdedel af husbesidderne arbejdere i

egentlig forstand i 1882.

Det turde herefter stå fast, at en betydelig del af byggeriet for småkårs

folk i de nærmeste årtier efter 1850 i betydeligt omfang bestod af

lejligheder på 64 kvadratalen (25 m2) og derunder, altså lejligheder,

der var så små, at de ikke overskred arealet på et større værelse i

nutidens byggeri.

Man kan imidlertid stille det spørgsmål, om bygning af disse miniature

lejligheder på under 64 kv.alen ikke ville have fundet sted i alle tilfælde

uanset den omtalte skattebegunstigelse. Det ville åbenbart havde været

tilfældet, hvis den »fattige klasse« - som samtiden udtrykte sig - ikke

havde mulighed for at betale huslejen for større boliger. Bygning af disse

smålejligheder ville da være dikteret af, hvad rriåiirkunne kalde den

økonomiske nødvendighed. Det er i denne forbindelse tankevækkende,

at i byer som Kristania (Oslo) og Gøteborg - hvor man ikke kendte noget

til skattefritagelse for smålejligheder - bestod arbejdernes lejligheder for

en stor del af boliger, som må have været af meget begrænset areal, og

formentlig ikke større end de københavnske. Det fremgår af nogle

undersøgelser fra Gøteborg i 1889/90, at der fandtes adskillige lejlighe

der, hvor der var under 3 m2 areal pr. beboer23. A. Holst’ grundige

undersøgelse over arbejderboliger i Kristiania (Oslo) i 1890’ernes første

halvdel kom til det resultat, at rundt regnet en sjettedel af arbejderfami

lierne havde et gulvareal pr. voksen person på maksimalt 4 m2.24 Omend

disse tal ikke direkte siger noget om lejlighedernes areal, indicerer de

dog, at lejlighederne ofte må have haft et efter vor opfattelse særdeles

begrænset flademål.