76 / 152
Det er i denne sammenhæng unægtelig tankevækkende, at i Køben
havns første »arbejderboliger«, Christian den Fjerdes Nyboder fra
1630’erne og senere, var den almindelige lejlighed på 36 m2 eller 90
kv.alen. Et enkelt eksempel på disse ældste lejligheder i Nyboder findes
den dag i dag i St. Paulsgade. Senere - engang i 1700-tallet - blev det
almindeligt at opdele disse lejligheder i to med fælles køkken.25
Var skattefritagelsen til fordel fo r ejerne?
Som antydet satte skattefri
hedsklausulen i 1802-loven sit umiskendelige præg på boligdebatten og
boligpolitikken. Argumenter mod skattefrihedsbestemmelsen blev båret
frem af overvejelser, der dels var af økonomisk eller rettere af fordelings-
politisk karakter, dels af social og hygiejnisk art. Kritikken ud fra et
fordelingspolitisk synspunkt gik ud på, at skattebegunstigelsen - som
oprindelig var tænkt som en socialpolitisk foranstaltning til fordel for de
fattige - i praksis ikke kom lejerne til gode, men havnede i husejernes
lommer. De socialt baserede argumenter gik ud på, at skattebegunstigel
sen resulterede i bygning af små, overfyldte og uhygiejniske lejligheder,
som var en trussel både for beboernes og samfundets sundhed.
Første gang jeg har mødt påstanden om, at skattefritagelsen blev
inkasseret af ejerne, er i ovennævnte citat fra stadskonduktøren i 1849,
hvorefter nybyggeri af smålejligheder gav såvel en god samvittighed som
en god profit. Denne opfattelse møder man herefter igen og igen. Besyn
derlig nok gjorde Københavns kommunalbestyrelse sig til talsmand for
samme synspunkt, besynderligt fordi magistraten normalt var en svoren
fortaler for husejernes interesser.26 Allerede i 1856 hævder magistraten i
en skrivelse til rigsdagen, at der ofte var blevet indrettet smålejligheder i
ældre bygninger, og at skattefriheden »således nærmest kommer ejerne
til gode«.27 Kommunalbestyrelsens modstand mod skattefrihedsreglen
kulminerede i begyndelsen af 1870’erne i forbindelse med et lovforslag
om at udvide skattefriheden til også at gælde lejligheder på mellem 64 og
80 kvadratalen. Og her fremgår det klart, at det var kontante kommunal
finansielle interesser, der betingede magistratens stillingtagen. Det man
ønskede var ikke alene en ophævelse af skattefrihedsbestemmelsen, men
en omlægning af hele ejendomsbeskatningen, så denne for fremtiden
hvilede på en vurdering. Man hævdede iøvrigt, at en sådan omlægning
ville medføre, at der ikke længere blev bygget smålejligheder på under 64
kvadratalen.28
Det er nok rimeligt i forbindelse med denne diskussion at gøre et forsøg
på at vurdere, hvad skattefritagelsen betød i kroner og ører for ejer eller
73