381 / 696
S K R Æ D D E R L A U G E T S H I S T O R I E
H
AANDYÆRKERE har en vis Tilbøjelighed til at være stolte af deres Fags
Alder, og det er en almindelig Anskuelse blandt Skræddere, at de er de
ældste Haandværkere. De overgaas i den Henseende dog maaske af Murerne,
der i deres Ritual for Laugsoptagelse har Spørgsmaalet: Hvem var den første
Bygmester? Svaret skal lyde: Det var Gud, Herren. Saa blasfemiske er Skræd
derne ikke, men de tager ikke i Betænkning at henvise til Adam og Eva, der
efter Syndefaldet »heftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter«. Naa, et
Spøg, et andet Alvor. Skrædderne er selvfølgelig af gammel Dato, men man maa
dog erindre, at Skrædderiet i Tidernes Morgen selvfølgelig var Kvindegerning,
og først da Menneskeheden flyttede sammen i Byer, dannede disse Rammen om
en Haandværkerstand, der forsynede Byens Indbyggere med deres faglige Pro
dukter. Paa Landet var det den omrejsende Haandværker, der tilbød sin Tjene
ste. Skræddernes Værktøj var let transportabelt, en Saks, en Naal, et Maale-
baand og maaske et Pressejern, det var alt, Klædet og Traaden leverede Kun
den. Men alt eftersom Menneskenes Forstaaelse af det gamle Ordsprog »Klæ
der skaber Folk«, og dette Ordsprog er velsagtens ligesaa gammelt som Skræd
derkunsten, voksede, skabtes Eksistensberettigelsen for det Haandværk, hvis
Frembringelser var uundværlige som Beskyttelse mod Vind og Vejr, og som
formaaede at skabe en pjaltet Stodder om til en Konge. Ja, havde den menne
skelige Forfængelighed været et ukendt Begreb, havde til enhver Tid Halvdelen
af Skræddere været tvungen til at søge anden Levevej. Man har i de sidste
Aar udgravet nogle frosne Nordbograve paa Grønland, og Ligene, der stam
mede fra det 13. Aarhundrede, laa begravet i Dragter nøjagtig som dem, Dante
og Petrarca ses bære paa Datidens Malerier. Selv dengang respekterede man
Modens Love, endda i en saadan Udørk. Disse morsomme Dragter, hvis Hætter
endte i en lang Hale nedad Ryggen, er de eneste velbevarede middelalderlige
Dragter, der findes af saa gammelt Snit, men taler de ikke i Dag uigendriveligt
om en Skrædderkunst, der til alle Tider fulgte Modens Lov og svang sit Her
skerscepter over alle Lande, selv til det yderste Hav.
Jo vist er Skrædderkunsten gammel, og uden Tvivl har Skrædderne i Køben
havn haft deres eget Gilde og Skraa i det 13. Aarhundrede; de ældste Laugs-
bestemmelser for Skrædderne i København, som man kender, er dog fra 1415,
stadfæstet at Biskop Peder i Roskilde. Disse Bestemmelser er nok saa meget
Regler for Sammenholdet mellem Laugsbrødrene, og de faglige Paragraffer er
kun faa. Mesterstykket bestod i »at skære et Par Klæder og giøre det færdigt