382 / 696
3 7 6
paa Oldermandens Bord«. I en ny Skraa, Skrædderne erhvervede 1545, tillodes
det dem selv at holde Lager af forskelligt Klæde og at sælge af det i Alenmaal.
Derved kom de ind paa at sælge færdigsyede Klæder. Herved fik Skrædderne en
betydelig Chance frem for andre Haandværkere, hvem egentlig Handelsvirk
somhed var forbudt. Det medførte rigtignok, at der fremkom Kiager over
høje Priser. Da de derfor i 1600 fik nye Laugsbestemmelser, og Christian den IV
som bekendt altid var paa Nakken af Haandværkerne og holdt af egenmægtig
at sætte Priser paa alt, maa Lauget siges at være naadigt sluppet, naar det nøje
des med at blive advaret mod at tage for høje Priser. For at blive Medlem af
Lauget skulde betales en Gylden. Medens alle tidligere Skraaer og Laugsbe
stemmelser synes at være Resultatet af Laugets egne Overvejelser, der saa fik
Myndighedernes Stadfæstelse, mærker man nu den opdukkende Enevældes Ten
denser, idet det er Kongerne, der selv vil afgøre, hvorledes alt skal ordnes. Og
for rigtig at faa Haand i Hanke med Laugsbestemmelserne ophævede Christian
d. IV i 1613 samtlige Laug.
Laugene var imidlertid slet ikke saa lette at ophæve, som Kongen troede, og
Skrædderlauget fortsatte ligesom mange andre Laug, maaske nok i en mere af
dæmpet Form og mere som et broderligt Samfund, det var Kongen, der maatte
give Køb. I 1621 oprettedes Laugene igen, for at ordnede Forhold kunde opnaas.
Og da Fagene led meget af »Bønhaser«, blev Mestersprøven skærpet. Kampen
mod disse Bønhaser var forøvrigt stærkt fremme netop i Skrædderlauget. Det
var ikke et Fag, der krævede stor Anlægskapital til Etablering, lidt fiks paa Fing
rene og med nogle kvindelige Paarørende til Hjælp var det let at etablere en
Skræddervirksomhed.
I denne Kamp stod Mestre og Svende sammen. Svendene havde deres eget
Gilde eller Laug med eget Herberge eller Kro. Her skulde den vandrende Svend
søge hen, og her var Mesteren pligtig at søge de Svende, han havde Brug for.
Svendenes Laug havde en Række Artikler, som var givet og stadfæstet af Mester-
lauget. Svendene havde deres særlige Ziinft ligesom forskellige andre Haand-
værksfag.
Den 4. November 1682 gav Christian d. V Skrædderlauget nye Artikler. Alt
Skrædderhaandværk blev forbudt den, der ikke havde Borgerskab og var ind
skrevet i Lauget. Oldermanden skulde være valgt for 2 Aar og skulde sammen
med 4 Mester gaa paa Jagt efter »Bønhaser« og »henføre dem til Stadens Ar-
resthuus indtil de Bøderne betaler«. Men Adgangen til Lauget var ikke van
skelig, thi Mesterstykket skulde kun være »en ny Afridsning paa en Mands og
Qvindes Klædning«. Men § 5 var skrappere: »Kommer Klagemaal over nogen
Skræders Arbeyde, og det befindes, at Klæderne ere forskaaren, ilde syed og
skamfered eller og at Skræderne haver udtaget mere der til end behøves, da
skal samme Skræder det Arbeyde selv beholde, og betale alt hvis dertil er kom
men og bekostet, og siden bøde til de Fattige i Lauget 4 Rdlr.«
Bestemmelserne var iøvrigt i Lighed med de andre Laugsartikler, der blev
forfattet paa dette Tidspunkt. Lærlingen skulde have skriftlig Kontrakt og ud-
læres paa 3 Aar, hvis han betalte, i modsat Fald 5 Aar og som »Lønne-Dreng«
et Aar ekstra. Som Svend skulde han arbejde i 4 Aar her eller i Udlandet, og
som Mestersvend et Aar i København, før han kunde indtegnes som Mester i
Lauget.