DanskHaandværkerStat-II

598

rette, efter at Næringsloven var traadt i Kraft, begyndte det at gaa gradvis frem

ad. Imod den overhaandtagende Kolportagehandel sattes der et stort Arbejde

ind fra Fagets Side, og man kom endda saa vidt, at man lod Højesteretssagfører

Shaw

udarbejde et Udkast til Lovforslag til Hindring af Salg ved Kolportage

eller Lejekontrakt, dog førte alt dette i denne Omgang ikke til noget Resultat.

Iøvrigt blev der arbejdet godt nu fra Fagets Side; saaledes vedtoges det paa

en Generalforsamling, som afholdtes den 5. November 1894 i Uhrmagerforenin-

gen af 7. April 1875, at der skulde nedsættes et Udvalg paa 5 Medlemmer, be-

staaende af 3 Mestre og 2 Svende, til Udarbejdelse af Forslag til en Priskurant

for Medhjælpere, og jævnsides hermed oparbejdedes der et kraftigt Forenings

liv. Ogsaa Spørgsmaalet om at tilvejebringe Midler til et Fond til Understøttelse

for trængende Enker eller til et Alderdomshjem toges op, og denne Sag ryk

kede sin Løsning nærmere, da G.

W . Tietcke

og Hustru ved et Gavebrev skæn

kede Lauget et Beløb paa 10.000 Kroner.

Imidlertid skriver Oldermand

Wiboe

i sit før nævnte Jubilæumsskrift føl

gende om Tilstandene omkring Aarhundredskiftet, at nu »har vi vel det mørke

ste Afsnit i vor Stands Historie; det faglige og økonomiske Nedbrydningsarbejde

var nu fuldendt. Faglig skimtedes ganske vist svagt Lys. Skolen havde allerede

da gjort nogen Nytte, men for økonomiske Fremstød skimtedes ingen Lysning,

og Teorien om kun at handle havde ikke mere Slagkraft. Ikke alene fra de le

dende men fra alle Sider erkendtes det nu, at Fagdygtigheden maatte hæves;

men at hæve Fagdygtigheden nævneværdig var næsten ugørlig under de rent

ud elendige økonomiske Vilkaar, hvorunder der arbejdedes. Det var virkelig

saaledes, at Priserne for alt Arbejde var de samme som i Halvfjerdserne,

og Salget var lille, grundet paa det altfor store Tal af etablerede Urmagere.

Hvad der yderligere forværrede Tilstanden, var den saakaldte »Smudskonkur

rence« indenfor Faget. »Smudskonkurrenterne« bestod af saakaldte »faglærte«

Urmagere, der dels paa Grund af ringe Fagdygtighed, og dels fordi de paa anden

Maade var slaaet ud af Tilværelsen, udbød Arbejde til Priser, der laa paa en

Trediedel af Prisen fra Halvfjerdserne, eller rettere indbildte — eller søgte at

indbilde — Publikum, at saa billig kunde de udføre Arbejdet. Det Tryk, som

derved fra neden øvedes opad paa de bedre og hæderlige Forretninger, holdt

Priserne nede paa et saadant Lavmaal, at ingen — hverken Mestre eller Svende

— ved anstændigt Arbejde kunde tjene forsvarligt til Livets Opretholdelse.«

Dette var jo unægtelig lidet lystelige Tilstande, som der dog bødedes noget

paa, da Svendene fik dannet deres Fagforening, navnlig i organisatorisk Hen

seende, idet det var mellem Lauget og Svendene, at de faglige Forhandlinger

førtes. Paa et noget senere Tidspunkt tog Lauget energisk Kampen op for at

bekæmpe den usunde Konkurrence, og søgte hertil Leverandørernes Støtte. Da

Ivrigsaarene saa satte ind, gik det for Urmagerne som for alle Erhverv opad,

da først de svære Overgangsvanskeligheder var overstaaede, men naturligvis

maatte Urmagerne følge med, hvad angik Lønforhøjelser og med Hensyn til

Ændring i Arbejdsforholdene i det hele taget, og efter den store Krig ser man

jo helt andre saavel økonomiske som sociale Tilstande udvikle sig, og herind

under maatte jo ogsaa Lauget med.

Den 8. Oktober 1920 valgtes O. P.

Wiboe

til Laugets Oldermand, og med dette

Valg indlededes en Periode i Laugets Historie, der har sat sig dybe Spor i flere