632 / 696
blev Bestemmelserne ændrede og reviderede alt efter de Krav, Tiderne stillede.
De sidste Bestemmelser fik dog ingen lang Levetid, de opdukkende Enevælde
tendenser hos Kongemagten maatte selvfølgelig ogsaa komme i Konflikt med
Laugenes Selvstyretilbøjeligheder, og Vognmandslauget blev ligesom de øvrige
Haandværkslaug ophævet af Christian den IV i 1613. I 1610 var der forøvrigt
sket en Spaltning af Lauget, idet Sandagerne havde faaet deres egen Skraa.
Sandagerne dannede senere Kærnen i det saakaldte »Lille Vognmandslaug«,
men foreløbig led de samme Skæbne som selve Lauget og blev ophævet 1613.
624
Laqgsbøsse fra ca. 15(10.
Ligesom for de øvrige Haandværkerlaug, blev Ophævelsen kun af kort Varig
hed. Den 12. April 1622 rekonstrueredes Lauget paany, og det var Gadernes
Renholdelse, der var Grunden til, at Magistraten foretrak at have med en sluttet
Organisation at gøre frem for den usikre Ordning med løse Entreprenører.
Til Gengæld søgte Magistraten selvfølgelig paa alle Maader at faa Haand i
Hanke med Lauget, saa en forsvarlig Byrenovation kunde etableres. Baade det
store og det lille Vognmandslaug havde faaet deres Laugsskraaer anerkendt i
1622, og i en Magistratskundgørelse af 1624 knæsattes baade det store Laug og
»de smaa wogenmend som ellers kaldes sandaggere«s Forpligtelser til Del
tagelse i Dagrenovationens Bortkørsel. I kgl. Forordning af 5. Maj 1647 fast
sattes Priserne for Bortkørselen af Dagrenovation til 10 Skilling for de store
Vogne og 5 Skilling pr. Læs for de smaa Vogne. Opfyldte Vognmændene ikke
deres Forpligtelser i saa Henseende, skulde de bøde 3 Mark eller straffes med
Fængsel, den spanske Tønde eller Halsjærnet.
Trods de strænge Bestemmelser var der idelige Klager over
Renovationskør
selens Mangelfuldhed, saaledes at Magistraten allerede i 1664 omgikkes med
Planer om selv at overtage hele Renovationsværket, og
i
1680 gjorde den Alvor
af Truselen,
dog
kun
i
3 Aar, saa overlod den Politimesteren at klare delle sta
dig
brændende Spørgsmaal. I 1702 blev Arbejdet bortgivet ved Licitation og