45 / 147
Storby breder sig i H ø jd en og i Bredden, samti?
dig med, at Trafiken og Støjen vokser og Luften
forurenes, vokser ogsaa Indbyggernes Behov efter
fredelige Oaser, hvor Fritiden kan nyd es og Ner?
verne falde lidt til Ro, en ten der saa stilles Krav
til R estaurantliv og andre F orlystelser i Forbin?
d else m ed R ekreationen eller ej.
Saa godt som alt Fritidsliv af den A rt er i Kø?
benhavn v ist bort fra Stranden, og Sundet som
Rekreation skilde og F o rly stelsessted spiller en
fuldstændig underordnet Rolle. D e Naturreser?
vater, man kan ty til, er nydelige, men ret
m elankolske smaa Indelukker omkring en høj?
m odigt skaanet R est af gam le Fæ stningsgrave.
A lle ligger de borte fra Søen, saa fjærnt det
fri U d sy n og den friske Saltvandsluft som mu?
ligt. Selv de nyere Kvarterer paa Østerbro
spærrede man ude med H avn og Bane, sa tte Git?
ter for, og deres Beboeres tvang man ind i Sten?
ørkenen til de gam le Fælleder, hvis de vilde
snappe lid t Luft paa en Spadseretur. Rosenvæn?
get og Strandboulevarden, hvor man tidligere
kunde gaa mellem' V illahaver og se Skibene sejle
forbi den sv en sk e Kyst, ligger nu som inderlig
triste og døde Kvarterer uden Chancer for nogen?
sinde at kunne leve op igen.
Stockholm s fin este H otel, Grand, ligger ned til
V and et med en vid U d sig t over „Strommen“ og
dens Skibstrafik. I København, Byen v ed det
skønne Øresund, har v i ikke eet en este H o tel lig?
gende ved Søen, saa utroligt det lyder, — ikke
et en este et. Slaar man efter i Telefonbogen , fin?
der man intet, hvis N a vn har Relation til V and et,
— det sid ste, H o tel Øresund i N yhavn , er for
nylig hørt op med at have logerende Gæster. Og
saa effek tiv t har H avn en s Kvæ lertag endda væ?
ret, at der paa en enkelt U nd tag else nær ikke
find es en Restaurant i Storbyen København, hvor
man kan sidde og se paa V and et og Skibene, mens
man spiser. I de lyse Sommernæ tter ligger Øre?
sund bag sine G itre og Stabler af Pakkasser, util?
gængelig for Folket, mens en Hærskare af driftige
Restauratører og Forlystelsesraader disker op med
Smørrebrød, Karusseller og alle mulige Slags Or?
kestre paa een og samme lille Plet, det velsignede
T ivoli, i Byen s Centrum, — ogsaa en lille skaanet,
sen tim en tal V oldgravsidyl fra det borgerlige 18’
Aarhundrede. Her ryger Raketterne op i Sommer?
natten m idt i Folkestim len, uden at nogen kan
nyde Skuespillet paa A fstand . — Tænk, hvis Ti?
vo li laa ned til Øresund, — ikke Dyrehavsbakken
(—• den har sin Stemning i den store Natur, dybt
i Skoven, hvor den ligger), — men netop T ivoli,
den store H avn eby Københavns kæreste Forlystel?
sessted .
En U nd tag else fra alt dette U væ sen er Lange?
linie, et Anlæg, man b lev tvunget til kun stigt at
etablere, da Skyggesiderne ved Frihavnen b lev alt
for aaben lyse. Her ligger K øbenhavns en este Re?
staurant v ed Øresund, — den næ ste skal man køre
10 K ilom eter op langs K ysten for at naa til. Men
selv her paa Langelinie slaar Smaaligheden igen?
nem. Man gaar derud ad de smukke T ilgange om?
kring G efion ssp ringvandet eller mellem Esplana?
den og K a stellet og im ødeser altid med Forvent?
ning det Ø jeblik, hvor man kan se frit ud over
V and et. D et første, man ser, er im idlertid et højt
Jærngitter, som V e jen fører En lige ret paa. Og?
saa her er man spærret inde som Fange i et Bur.
Efter at man af G itteret er tvunget lid t nordover,
faar man endelig i Bugten foran Yachtpavillonen
noget af den U d sig t, man længes efter, m en det
afhjæ lper ikke helt den første Skuffelse, Indtryk?
ket af G itteret beredte, M indelsen om Loven og
dens Paabud: Hertil og ikke længere!
Hertil kommer saa, hvad man ikke forstaar, naar
man ikke har undersøgt Sagen nærmere, nemlig,
at det U d syn , man faar fra Promenaden foran
Yachtpavillonen , langt fra kan erstatte det Pano?
rama baade m od N o rd og Syd i H avn eløb et, man
v ild e have faaet, dersom G itteret ikke havde væ?
ret der, og man kunde have gaaet lige ud paa den
i saa Fald store Plads (se Tegn ingen !), der nu er
en D el af Frihavnen. Enhver, der har set denne
Plads paa en Tid, hvor der ingen Dampere laa v ed
Kajen, har kunnet overbevise sig om dens ene?
staaende Skønhed, der opstaar ved, at Stedet
springer saa langt frem i Havnen, at man ogsaa
faar V u e t ind efter mod Byen, hvad Langelinie
ellers i Ø jeb likk et savner.
D enne A rtikels Ø n ske skal da være, at de rette
M yndigheder engang vil forstaa, hvilken værdifuld
Gave, de vilde skænke den fra Øresund saa sør?
geligt afspærrede Storby København ved at f jærne
den lille Stump G itter, rive den nuværende Ka?
rantænestation ned og indlemm e A realet i Lange?
linieanlægget. I „Forskønnelsen“ har der tidligere
været h en tyd et til det ønskelige i en saadan For?
andring, efter at det v ed „Foreningen til Hoved?
staden s F orskønn else“s Initiativ var lykk ed es i
Foraaret 1941 at forhindre Op førelsen bag Gitte?
ret af en planlagt N ybygn ing , der yderligere vilde
have spærret for U d sig ten . Paa et Møde i Havne?
bestyrelsen A aret efter foreslog D irektør F/øt?
2