47 / 147
Storby breder sig i H ø jd en og i Bredden, samti*
dig med, at Trafiken og Støjen vok ser og Luften
forurenes, vok ser ogsaa Indbyggernes Behov efter
fredelige Oaser, hvor Fritiden kan nyd es og Ner*
verne falde lid t til Ro, en ten der saa stilles Krav
til R estaurantliv og andre Forlystelser i Forbin*
delse med R ekreationen eller ej.
Saa godt som alt Fritidsliv af den A rt er i Kø*
benhavn v ist bort fra Stranden, og Sundet som
Rekreation skilde og F o rly stelsessted spiller en
fuldstændig underordnet Rolle. D e Naturreser#
vater, man kan ty til, er nydelige, men ret
m elankolske smaa Indelukker omkring en høj*
m odigt skaanet R est af gam le Fæstningsgrave.
A lle ligger de borte fra Søen, saa fjærnt det
fri U d sy n og den friske Saltvandsluft som mm
ligt. Selv de nyere Kvarterer paa Ø sterbro
spærrede man ude med Havn og Bane, sa tte Git*
ter for, og deres Beboeres tvang man ind i Stens
ørkenen til de gamle Fælleder, hvis de vilde
snappe lidt Luft paa en Spadseretur. Rosenvæn*
get og Strandboulevarden, hvor man tidligere
kunde gaa mellem' V illahaver og se Skibene sejle
forbi den sven ske Kyst, ligger nu som inderlig
triste og døde Kvarterer uden Chancer for nogen*
sinde at kunne leve op igen.
Stockholm s fin este H otel, Grand, ligger ned til
V and et med en vid U d sig t over „Strommen“ og
dens Skibstrafik. I København, Byen v ed det
skønne Øresund, har vi ikke eet en este H o tel lig#
gende v ed Søen, saa utroligt det lyder, — ikke
et en este et. Slaar man efter i T elefonbogen , fin*
der man intet, hvis N a v n har Relation til V and et,
— det sid ste, H o tel Øresund i N yhavn , er for
nylig hørt op med at have logerende Gæster. Og
saa effek tiv t har H avnens Kvæ lertag endda væ*
ret, at der paa en enkelt U nd tag else nær ikke
find es en Restaurant i Storbyen København, hvor
man kan sidde og se paa V and et og Skibene, mens
man spiser. I de lyse Sommernæ tter ligger Øre#
sund bag sine G itre og Stabler af Pakkasser, util*
gængelig for Folket, mens en Hærskare af driftige
Restauratører og Forlystelsesraader disker op med
Smørrebrød, Karusseller og alle mulige Slags Or*
kestre paa een og samme lille Plet, det velsignede
T ivoli, i Byen s Centrum, — ogsaa en lille skaanet,
sentim en tal V oldgravsidyl fra det borgerlige 18’
Aarhundrede. Her ryger Raketterne op i Sommer*
natten m idt i Folkestim len, uden at nogen kan
nyde Skuespillet paa A fstand . — Tænk, hvis Ti*
vo li laa ned til Øresund, — ikke Dyrehavsbakken
(—• den har sin Stemning i den store Natur, dybt
i Skoven, hvor den ligger), — men netop T ivoli,
den store H avn eby Københavns kæreste Forlystel*
sessted .
En U nd tag else fra alt dette U væ sen er Lange*
linie, et Anlæg, man b lev tvunget til kunstigt at
etablere, da Skyggesiderne ved Frihavnen blev alt
for aabenlyse. Her ligger K øbenhavns en este Re#
staurant v ed Øresund, — den næ ste skal man køre
10 K ilom eter op langs K ysten for at naa til. Men
selv her paa Langelinie slaar Smaaligheden igen*
nem. Man gaar derud ad de smukke T ilgange om*
kring G efion ssp ringvandet eller m ellem Esplana*
den og K astellet og im ødeser altid med Forvent*
ning det Ø jeblik, hvor man kan se frit ud over
V and et. D et første, man ser, er im idlertid et højt
Jærngitter, som V e jen fører En lige ret paa. Og*
saa her er man spærret inde som Fange i et Bur.
Efter at man af G itteret er tvunget lid t nordover,
faar man endelig i Bugten foran Y achtpavillonen
noget af den Ud sig t, man længes efter, men det
afhjæ lper ikke helt den første Skuffelse, Indtryk*
ket af G itteret beredte, M indelsen om Loven og
dens Paabud: H ertil og ikke længere!
Hertil kommer saa, hvad man ikke forstaar, naar
man ikke har undersøgt Sagen nærmere, nemlig,
at det U d syn , man faar fra Promenaden foran
Yachtpavillonen , langt fra kan erstatte det Pano*
rama baade mod N o rd og Syd i H avn eløb et, man
v ild e have faaet, dersom G itteret ikke havd e væ*
ret der, og man kunde have gaaet lige ud paa den
i saa Fald store Plads (se Tegn ingen !), der nu er
en D el af Frihavnen. Enhver, der har se t denne
Plads paa en Tid, hvor der ingen Dampere laa ved
Kajen, har kunnet overbevise sig om dens ene*
staaende Skønhed, der opstaar ved, at Stedet
springer saa langt frem i Havnen, at man ogsaa
faar V u e t indefter mod Byen, hvad Langelinie
ellers i Ø jeb likk et savner.
D enn e A rtikels Ø n ske skal da være, at de rette
M yndigheder engang vil forstaa, hvilken værdifuld
Gave, de vilde skænke den fra Øresund saa sør?
geligt afspærrede Storby København ved at f jærne
den lille Stump G itter, rive den nuværende Ka*
rantænestation ned og indlemm e A realet i Lange*
linieanlægget. I „Forskønnelsen“ har der tidligere
været h en tyd et til det ønskelige i en saadan For*
andring, efter at det v ed „Foreningen til Hoved*
staden s F orskønn else“s Initiativ var lykkedes i
Foraaret 1941 at forhindre Op førelsen bag Gitte*
ret af en planlagt N ybygn ing , der yderligere vilde
have spærret for U d sig ten . Paa et Møde i Havne*
bestyrelsen A aret efter foreslog D irektør F/øf*
2