160 / 233
Inge Hansen
fundet og Hjemmet for Vanføre. Den fungerede også som kost
skole, og det var for vanføre børn fra provinsen, som kunne bo på
skolen. De boede på anden sal i samme bygning som selve sko
len. De fleste af børnene havde haft børnelammelse, som i dag
hedder polio, og var som regel gangbesværede og derfor udstyret
med skinner af forskellig art på benene. Det hæmmede dem dog
ikke i at være lige så livlige og legesyge som andre børn. Jeg op
dagede snart, at de stort set legede de samme lege, som jeg legede
med de »raske« børn hjemme i min gade. F.eks. spillede drengene
fodbold, skønt de havde tunge skinner på begge ben. Så slog de
bare til bolden med en af deres to stokke og lavede lige så mange
mål, som de mere heldige, der havde raske ben, men en lam eller
halv arm, så det gik udmærket. Pigerne hinkede og kunne de
ikke skubbe hinkestenen med foden, ja, så brugte de stokken. Vi
byttede også påklædningsdukker og glansbilleder, trak perler på
snor og lavede perlekæder, nipsede med nipsenåle, kort sagt, vi
legede de lege, som børn legede den gang.
Vi gik hver dag i skole fra kl. 9 til kl. 14. Kl. 10.30 fik vi en mel
lemmad og et glas mælk, om vinteren også en skefuld modbyde
lig, tyk, gullig torskelevertran og som trøst et æble ovenpå. Kl. 14
vaskede vi alle sammen hænder og vandrede ned i den store spi
sesal, hvor der var dækket med skinnende hvid dug, og hvor tre
lærerinder serverede middagen, der bestod af to retter varm mad
for alle børnene, uanset om man boede på skolen eller hjemme.
Efter middagen var der en halv times leg oppe på taget, og så
blev der ringet til lektielæsning, der foregik samlet for alle klas
setrin i den meget store tegneklasse. Det var frivilligt for de børn,
der boede hjemme, om de ville læse lektier på skolen, hvor de
kunne få hjælp af frk. Samuelsen, som altid var til stede ved
læsningen. Jeg, der elskede min skole, blev der næsten altid og
læste mine lektier dér.
Lærerinderne var for det meste ældre ugifte døtre af det bedre
borgerskab. De var meget venlige, og de viste os ikke særlige
hensyn som nogle »stakler«, men behandlede os som fuldstændig
normale børn uden pylren. Min første lærerinde hed frk. Laura
Korch, hun var søster til den berømte forfatter Morten Korch.
Hun havde en lille sort puddel, som hed Jeppe, og den medbrag
te hun hver dag på skolen, hvor den havde sin faste plads under
158