158 / 233
Inge Hansen
Min mor har fortalt, at de spekulerede meget over min fremtid og
alle de problemer, min opvækst ville medføre. Hvordan ville det
gå mig? Kunne jeg mon klare mig selv, eller skulle de for altid
hjælpe mig med alle de praktiske ting, som raske børn lærer at
klare: spisning, påklædning, o.s.v.? Men min mor har også fortalt,
at de kunne have sparet sig alle disse spekulationer, for jeg opfør
te mig ganske normalt, det virkede nærmest som om, mit handi
cap overhovedet ikke generede mig. De havde ikke specielle pro
blemer med mig, for jeg brugte den »lille arm« til alt muligt,
klædte mig på i samme alder, som mine ældre søskende havde
gjort, var kvik og glad og legede på lige fod med de andre børn i
gaden, der hurtigt havde vænnet sig til mig, så jeg hinkede, sjip
pede, spillede med to bolde, løb på løbehjul, senere rulleskøjter,
og jeg lærte også at cykle.
Så blev jeg seks år og skulle meldes i skole. Min far tog mig ved
hånden og vandrede op på Østerbrogade for at melde mig ind i
den kommuneskole, som jeg hørte til. Den hed »Østre Gasværks
skole«. I dag hedder den »Strandvejsskolen«. Inspektøren dér for
talte min far, at jeg godt kunne optages i hans skole, men at der
fandtes en skole på Toldbodvej 34 ved Langelinie for vanføre
børn. Han syntes, min far skulle melde mig ind dér, for som han
sagde: »Børn kan være onde mod dem, der er anderledes«. Det
må jeg nu sige, at jeg personligt sjældent har oplevet, men jeg
ved, at det forekommer.
Min far og jeg tog så ind på Toldbodvej, der i dag er omdøbt til
Esplanaden, og vandrede gennem den store port i nr. 34 forbi
portvagten, som sad i et lille kontor i porten, og som havde hen
vist os til »Barneskolen« på 4. sal i sidebygningen. Min far undre
de sig over, at en hel skole lå på 4. sal, men blev endnu mere for
bavset, da han lidt senere erfarede, at »skolegården« var et fladt
tag i 5. sals højde med udsigt til Toldbodens store tårnur og bag
ved det havnen med de mange skibe.
Inspektøren præsenterede sig som Pastor Jeppesen og tog ven
ligt imod os. Min far og han talte sammen et stykke tid, og så
skulle vi gå hjem, for nu var jeg meldt ind. Jeg, som længe havde
glædet mig til at komme i skole, var meget utilfreds med at forla
de skolen. Jeg troede, at jeg skulle begynde med det samme, og
det forklarede jeg indgående Pastor Jeppesen. Han sagde så til
156