164 / 233
Inge Hansen
med masser af sodavand eller saftevand og boller og kager, som
vi måtte spise alt det af, som vi kunne stoppe i os. Der var mange
mavepiner de aftener, når vi lå i vores senge på sovesalen og
snakkede om den dejlige dag - og vi var helt sikre på, at når vi
blev voksne damer, ville vi også sminke os og gå i fine kjoler hver
dag og have permanentet hår. Og vi faldt trods mavepinen i søvn
og har sikkert drømt videre om at bo i smukke villaer med ele
gante stuer fyldt med ting, som børn absolut ikke må røre ved, og
så ville vi rigtigt tit, helst hver dag, invitere en masse børn, og så
skulle de have masser af rigtig sodavand, wienerbrød, lagkage -
og måske is!
Ak ja, jeg tænker ofte på disse venlige, velhavende mennesker,
der gad ofre tid og penge på at glæde en flok vanføre unger på
børnehjemmet Børnely. Det tænker jeg på, og selvom jeg ikke
blev en af disse velhavende, smukke fruer i en stor Strandvejsvil
la, så blev jeg dog voksen, blev gift med en dejlig, velskabt mand,
fik to velskabte børn, hus, bil og hund. Alt det havde min medfø
lende familie slet ikke turde drømme om den majdag, jeg blev
født. Således kan jeg kun være taknemmelig over at bo i et land,
hvor man trods det at være født med et handicap kan få en ud
dannelse og et normalt og lykkeligt liv. Det tænker jeg på, når jeg
i min egen bil kører op ad Strandvejen og passerer Børnely, som i
dag er overtaget af Københavns Kommune og ikke længere er for
vanføre børn - som jeg.
162