54 / 233
Alex Fischer
havde hun skrevet et vers af Herman Møller, som jeg synes er
godt at tænke over:
Man binder en halmvisk på øret af hesten,
ifald den er uvorn og farlig for næsten.
Hvor roligt og trygt kunne i livet vi vandre,
hvis skikken blev indført imellem os andre.
En dag var jeg ovre på marken med mit løbehjul. Der lå en bøtte
rød maling samt nogle pensler, ting der var smidt ud. Jeg malede
løbehjulet, meget flot syntes jeg, men ak - da jeg kom hjem med det
nymalede løbehjul, var jeg oversmurt med maling. Jeg blev renset
fra top til tå, det tog mor lang tid med den renselsesproces. Løbe
hjulet blev sat på loftet, det blev aldrig tørt da der ikke var tørrelse i
malingen. På et tidspunkt blev jeg sendt til bageren. Da jeg kom
ned på gaden fortalte en af drengene, at det brændte på tømmer
handelen Silvan på Frederiksberg. Alt blev glemt om bageren, af
sted til Silvan - det var en meget stor brand, mange brandbiler, så
der var noget at se på, så tiden løb fra mig. Der gik flere timer in
den jeg kom hjem med rugbrød, og så vankede der en over nakken.
Langs baneterrænet ved Stefansgade var der en bred græskant
hvor der gik 2 gedebukke og græssede. Dem sad jeg en dag og
kælede med, tiden løb (også den dag) fra mig. Det var næsten
mørkt, og da jeg ikke var kommet hjem til spisetid, blev mor ban
ge og ringede til politiet. På vej hjem fra gederne kom der en be
tjent og spurgte om jeg hed Alex. Joh, det hed jeg da; så tror jeg
du skal skynde dig hjem, for din mor har efterlyst dig. Der var in
gen kærtegn da jeg kom ind ad døren. Vi drenge må have haft
stor lyst til at strejfe rundt, for sammen med Ivan og Poul var jeg
altid på farten. Vi 3 lå også i lejr i Hareskoven. Det søgte man om
tilladelse til hos skovfogeden der så anviste en fast plads, hvor
teltet kunne stå hele sommeren. Skovløberen så efter at teltet stod
i fred - det kunne ikke lade sig gøre i dag.
På Frederiksberg ned mod åen lå en stor ejendom, »Store Mari-
endal«. Vi drenge lå på den anden side og skød med slangebøsse
op mod ruderne i ejendommen. Vi kunne altid komme væk inden
de kom efter os, de skulle jo helt ud til Kronprinsesse Sofiesvej for
at få fat i os. Det var ikke særlig pænt gjort af os.
52