189 / 379
185
Blaagaards Hovedbygning var i
Wroblewskis
Dage
kun Rester uden Tag, Yinduer og Døre, og paa begge
Sider laa der en lavere Tilbygning, der endnu var
beboelig; i den ene boede en Lysestøber, i den anden
Nørrebros gemytlige Politiassistent
Garborg,
der var
bekendt for sine lystige Indfald og Historier.
Naar man hører, at det stolte Blaagaard i 30’erne
stod som en Ruin, rettere maaske en Brandtomt,
kommer man ganske naturligt til at tænke paa den
sidste straalende Historie, det gamle Lystslot op
levede.
En Bagermester
Schur
havde nemlig købt Lloved-
bygningen og omskabt den til et Pantomimetheater,
det første Nørrebros Teater
altsaa. I 1827, da
Pettoletti
brød med det oprindelige
Kuhn-Priceske
Selskab paa
Vesterbro, lejede han Nørrebros Teater af Bageren
og engagerede hertil den udmærkede engelske Line
danser og Mimiker
Joseph Luin
(udtales
Levin
) og
hans to ualmindelig yndige Døtre
Rosa
og
Flora,
der
gjorde fænomenal Lykke ved deres Optræden. Kort
efter blev
Luin
dog uenig med
Pettoletti,
og han og
Døtrene drog ad Vesterbro til og lod sig engagere af
Price;
Resultatet heraf blev det fornøjelige, at
Rosa
blev gift med
James Price, Flora
med
Adolph Price
,
og de blev derigennem Stammodre til den store Pri-
ce’ske Kunstnerslægt.
Mindre fornøjelig var imidlertid denne Udvan
dring for
Pettoletti,
der kæmpede en fortvivlet Kamp
for Tilværelsen ude paa Nørrebros Theater; men
der skete dog det i dansk Theaterhistorie højst mærk
værdige, at
Pettoletti
i sin Vaande søgte Kongen om
Tilladelse til at lade opføre smaa tyske — og senere
ogsaa danske Vaudeviller paa sit Theater, og han fik
den. Dette betyder hverken mere eller mindre end,
at vi her fik
det første offentlige danske Privattheater,
og at Det kongelige Teaters Eneret til at opføre
Skuespil paa Københavns Grund endelig er brudt;
hvilken Betydning Privattheatrene har haft for vor