DetGamleKøbenhavn

gjorde han sig berømt ved Opfindelsen af Pumpema

skinen i Dokken og ved at indføre en Vandrensnings

maskine, saa at Sømænd kunde have fersk Vand om

Bord. Han forbedrede Muddermaskinen og var ogsaa

virksom paa andre Omraader; saaledes blev en

Korntørringsmaskine, han havde fundet paa, belønnet

med en Præmie af det kongelige Landhusholdnings

selskab, for hvilket Gerner senere selv blev Formand.

Han opfandt en Maskine til Indsøers Oprensning, en

Tvindemaskine til Lyngby Bomuldsspinderi, et Valse

værk til den kongelige Mønt; til Kalkbrænderiet kon

struerede han »en Indretning, hvorved een Hest op-

vinder de Stene og Kul til Ovnen, som før maatte

køres af fire«. Og endelig fik han indført Lynafledere

paa alle offentlige Bygninger her i Landet.

Han var en uegennyttig og hjælpsom Mand, el

sket af sine Medborgere og underordnede, derimod

stod han sig mindre godt med sin højeste Chef, Ma

rinens Generalsekretær, Geheimeraad

F. C. Rosen

krantz,

som altid chikanerede Gerner og søgte at puffe

et af sine egne Kreaturer, en Generaladjudant

Stibolt,

frem paa Gerners Bekostning. Medens man i Drejers

Klub besang ham i baade smukke og naive Vers,

hvoraf følgende kan tjene til Prøve:

»I D o k k e n b rave S øm an d før

drog Træ ld om s A a g ;

m en brave S om an d ik k e bør

som L a s td y r slæbe, til ha n dør.

G u d glæde den, som E n d e gør

paa b ra v M a n d s A a g I

F o r sligt er nu v o r S øm an d fri,

th i G erner ham af S laveri

uddrog.«

tirrede og plagede Rosenkrantz ham idelig, og da det

den 26. December 1787 rygtedes, at Gerner var død,

fordi han »om Natten af Ærgrelse havde »faaet Apo

pleksi«, rejste der sig i Byen og særlig i Klubben et

sandt Raseri imod Rosenkrantz, saa at man demon