DetGamleKøbenhavn

strerede ved paa en Tid, hvor man endnu ikke kendte

til uindbudte Ligfølger, at følge Gerner til Graven i saa

tætte Skarer, at ingen — end ikke

Johs. Ewalds

Be

gravelse — havde set noget lignende.

Rahbek

er højt

oppe i sin Begejstring og Harme, han udbryder i An

ledning af Ligbegængelsen: »Jeg har stundom hørt

Mængdens Skrig, men den Dag hørte jeg Danmarks

Stemme«.

Man reves om Billeder af

Gerner

, der digtedes Sørge

sange og Epigrammer, hvoraf

Suhms

lød:

»Paa D a nm a rk s S kuldre G erner bragtes til sin G ra v ,

da H im le n sm iled og sit B ifa ld gav.«

Der holdtes Sørgefester i Drejers Klub og i Land

husholdningsselskabet, og saa stærk var Harmen,

at Kronprins

Frederik,

skønt Bevægelsen jo tydeligt

var rettet mod ham ogsaa, ikke turde gaa imod Strøm

men, men personlig mødte sørgeklædt ved Mindefesten

i Landhusholdningsselskabet. Der fik han af selveste

Tyge Rothe,

der holdt Sørgetalen, Sandheden om

Ro-

senkrantz

at høre, skønt denne ikke nævnte Mandens

Navn. Rosenkrantz faldt da ogsaa i Unaade af denne

Grund. Det er første Gang, Borgerskabet vinder Sejr

for sin Selvstændighed; det er betegnende, at det vin

der den paa Christianshavn. —

Til at begynde med gik det uhyre trægt med Be

byggelsesarbejdet; helt ned i det attende Aarhund-

redes Begyndelse hører vi, at store Pladser hen

ligger som Morads; egentlig Fart tager Christians-

havns Udvikling først, da de store »Skibsbygger-Fa

brikker« anlægges herude, og den Mand, hvis Navn

først og fremmest er knyttet hertil, er

Andreas Bjørn,

som jo ogsaa nu har faaet en Gade opkaldt efter sig.

Han fik i 1735 Tilladelse til at opfylde en Plads ved

Christianshavn, de nuværende

Wilders Plads, Krøyers

Plads

Grønlandske Handels Plads.

Han fik desuden

Toldfrihed paa alt det Jern og Tømmer, han skulde

anvende derude, og en Del andre Begunstigelser.