280 / 379
276
Hul fyrede han paa den Del af deres Legeme, som
mest udæskede hans Færdighed som Skytte, idet han
i høj Grad nød, hver Gang et velrettet Skud fik ved
kommende Krigers Haand til at fare ned mod det
udsatte Parti.
Optaget som han var af sin Idræt, lagde han ikke
Mærke til, at Faderen var kommet bag paa ham og
havde iagttaget ham. Værdigt og formanende fore
holdt den gamle ham det urigtige i, hvad han gjorde.
Adolph tog saa Pusterøret og gik. Dagen efter stod
han i Haven, da pludselig gamle Rosenkilde kom
farende og raabte: »Adolph, Adolph! Skynd dig og
hent Pusterøret. Der kommer Borgerne!«
Der fandt ogsaa større Øvelser Sted derude paa
Broen; der blev skudt med Kanoner, og alle Beboerne
fik Ordre til at tage deres Vinduer af, medens det
stod paa. Det var selvfølgelig en Begivenhed af
Rang, og Rosenkilde havde da ogsaa indbudt frem
mede til Frokost for at se paa Skuespillet. Da Dagen
kom, blæste Vinden gennem alle Stuerne, men oppe
paa Loftet var der dækket et hyggeligt Frokostbord.
Herom bænkedes Familien, og medens Kanonerne
tordnede og Musikken klang, herskede der indenfor
den muntreste Stemning. Kastelsjægerne laa langs
Broen og ned ad Dosseringen og skød ud over Van
det. Det var helt festligt. Kun een syntes ikke om
denne Festlighed, det var den gamle
Tutein;
han havde
ikke været til at formaa til at tage sine Ruder af
paa Slagdagen, og Følgen deraf var, at de alle sprang.
Et ejendommeligt Skuespil har det ogsaa været,
da de kongelige Herolder den 3die December 1839
ude paa Østerbro forkyndte, at Kong
Frederik d.
Sjette
var død. Med ham svandt Krigsbilledet lidt
efter lidt fra det daglige Liv, og den lille Forstad fik
helt en Landsbys fredelige Karakter i en Række Aar.
Det var ganske mærkværdigt, hvor Folk, der boede
udenfor Portene, var vante til at spadsere endda lange
Ture, og de betragtede det som noget naturligt og