DetGamleKøbenhavn

neste; han naaede at bygge hele 63 Lodsbaade. Men

i 1808 vaagnede hans gamle Lyst til Orlogstjeneste

paa ny, og han fik da Kommando over Kystforsvaret

fra Østerrisør til Christiansø.

Saa kom de sørgelige Aar, hvor Danmarks øko

nomiske Ulykke fulgtes af Norges Tab. Skønt Søl-

ling jo hele sit Liv nærmest havde været knyttet til

Norge, drog han dog nu ned til Danmark og tilbød

Kong

Frederik

sin Tjeneste. I en Audiens udtalte

Kongen sin Tvivl om, hvorvidt han havde Brug for

ham, da han jo nu allerede var godt oppe i Aarene;

han var, da Avdiensen fandt Sted, 59 Aar gammel.

Ikke saa snart havde Kongen udtalt denne Tvivl,

før Sølling kastede sin Uniformskjole og vendte

Mølle hele Salen rundt, indtil han atter stod fast paa

begge sine sikre Ben foran Majestæten. Overfor et

saadant Argument kunde Kongen kun bøje sig, og

Sølling blev udnævnt til »Waterschout«*) i København

i 1817. Og det blev han til sin Død.

I denne sin Virksomhed fik han Øje for, hvor smaat

de gamle Sømænd, der havde »lagt op«, havde det paa

deres gamle Dage, og som den praktiske Sømandsven,

han var, tog han straks selv Sagen op.

Paa Loftet i Skippernes Lavshus anbragte han en

200-pundig Bombe, hvori han fra 1819 lod indsamle

Penge til et Aldersdomhjem for Søfolk. Han var selv

hyppigt til Stede og animerede ved sit uopslidelige

Humør, ved sine Vittigheder og ved et godt Eksempel

besøgende til at bidrage. Og saa heldig var han, at

han faa Aar efter kunde begynde med at indrette et

Loft i Wildersgade til Beboelse, men allerede 1825

havde han samlet 25,000 Rigsdaler, og fo^ dem købte

han et Sømandshjem i Skvaldergade (nuværende Ni-

kolajgade).

Sølling,

hvem alle søgte Selskab med, fordi

han var saa lunerig og tillige saa ejendommelig og

*) Embedsmand, der har Tilsyn med Rullerne over det til

Koffardis farende Mandskab.