DetGamleKøbenhavn

overraskende i sine Indfald*) — hvad jo Vejrmøllerne

i Kongens Audienssal er tilstrækkeligt Bevis for —

havde altsaa megen Glæde af sin Stiftelse, som han

kaldte »Bombebøssen«, og han levede to Aar efter, at

Ejendommen i Skvaldergade var taget i Brug. Han

døde den 27. Februar 1827 og blev under stor Del

tagelse begravet her i Danmark; men Lodserne i

Norge glemte ikke deres Velgører; ved Farsund rejste

de ham et Minde.

Vi her hjemme glemte heller ikke

Peder Norden

Søllings

Velgerninger. I hans Aand arbejdede mange

senere. Vi erindrer fra

Henrik Hertz'

»Sparekassen«,

hvorledes den hæderlige og skikkelige

Adolph

til de

øvriges Forfærdelse foreslaar, at de Penge, Familien

Skaarup

har arvet efter Pensionist

Sørensen

, skal

anvendes som Gave til »Bombebøssen«, og skønt den

mere egenkærlige Nevø formoder, at dette Forslag

lugter af Egennytte, fordi Adolph sikkert for denne

Gave vil blive paaskønnet af sine Foresatte i Admira

litetet, saa viser det sig dog i Stykkets Slutning, at

er der noget, den gode Adolph ikke lider af, er det

Egennytte. Det er snarere et af Hertz rigtig set Træk,

at det laa den Tid i Bevidstheden, at, var der noget

godt, man skulde støtte, var det Søllings Bombe

bøsse, dette bærer Virkeligheden da ogsaa Beviser

nok for. Thi ved gode Borgeres Bidrag og Legater

voksede Stiftelsens Midler til

l/z

Million Kroners For

mue og over 130,000Kr. Legater, hvorfor Ejendommen

i Skvaldergade snart blev for lille, i 1844 flyttedes

»Bombebøssen« til Brogade og endelig i 1891 opførtes

det kønne og hyggelige Sømandshjem i Overgaden

oven Vandet Nr. 48, foran hvilket det er, vi her har

standset.

Vi ser, at der paa Christianshavn var sørget for Ung*) Her er det værdt at mindes to Linier af Baggesens »Boer

jeg paa den tamme Bred«, de lyder

»hvor med Sølling jeg er Dus

og deslige forvovne Krabater.«