341 / 507
Passageraptering.
Til at illustrere de problemer der findes i passager
apteringen, er valgt D.F.D.S.’s M/S »Prinsesse Mar
grethe«, der indsattet på rederiets Oslorute i maj 1957.
Langt den største del af den danske passagertrafik
må karakteriseres som nærtrafik, d. v. s. rejser med
maks. een overnatning ombord.
Undtaget fra den ovennævnte begrænsning er den
passagertrafik, der sker med lastskibe med indretning
for indtil 12 passagerer, samt Ø.K.’s kombinerede
last- og passagerruter til østen.
For passageraptering i skibe beregnet for længere
sørejser, har søfartsnationer som England og Frankrig
i mange år haft en fast tradition for planudformning,
rumfordeling og udstyr.
Dette traditionelle skemas ydre præg er en af
vekslende og kostbar interiørkunst, der i mange til
fælde virker som en dramatisk iscenesættelse til glæde
og overraskelse for et forvænt, men ukritisk publikum.
At det er en særdeles levedygtig tradition, der her
er tale om, tyder en lang række nyere passagerindret
ninger på.
Selv i skandinaviske passagerskibe, bygget til over
søisk fart, vil man som regel lede forgæves efter spo
rene af en »Scandinavian Design«, endskønt de tan
ker, der er grundlaget for dette formgivningsprogram,
er langt mere i familie med skibsbygningskunstens
funktionbestemte traditioner, end den hævdvundne
interiørkunst er det.
Ved udarbejdelsen af den nye Oslo-båds aptering
har arkitekt Kay Kørbing, M.A.A., i samarbejde
med rederiets tekniske afdeling og Helsingør Værft,
nået et enestående smukt resultat i kraft af en mi
nutiøs gennemarbejdelse af alle opgavens funktioner,
hertil en enkel og menneskelig planløsning i forbin
delse med en programmatisk klar formgivning af
apteringens detailenheder.
Det er derfor at dette arbejde er medtaget som
eksempel til illustration af passagerapteringen.
En forudsætning for at arkitekten kan yde sin
indsats ved et apteringsarbejde er, at han bliver sat
ind på opgaven på et tidligt tidspunkt af projekterin
gen. Er værftet så langt fremme, at ståltegningerne er
ved at være færdige, vil opgaven være fastlåset og
arkitektens indflydelse kommer til at indskrænke sig
til udvælgelsen af farver og betræk. Denne forudsæt
ning har været til stede ved arkitektens arbejde med
Oslo-båden, hvilket åbnede en mulighed for at bryde
med den ortodokse opfattelse af aptering, der sæd
vanligvis er udformet med hvert rum som en enhed
for sig.
Her er arbejdet bevist på at fjerne det tillukkede
indtryk, som en skibsaptering ofte får, fordi de enkelte
rum og saloner i virkeligheden ikke er ret store i
skibe af den her omhandlede størrelsesorden. Det er
første gang man i skibsindretningen har indført de
principper for planudformning, der i husbygningen de
senere år har været knæsat under betegnelsen: den
åbne plan eller den opløste plan.
I modsætning til det mindre eenfamiliehus, hvor
denne planløsning ofte kan virke meningsløs, fordi
rum med vidt forskellige funktioner sammenlægges
for at opnå det eftertragtede store frie areal, er det i
»Prinsesse Margrethe« lykkedes at skabe en naturlig
og intim kontakt mellem saloner og hall’s, hvilket er
rum med stort set samme funktion.
Hovedlinier ved passagerindretningen i Oslo-båden:
Passagerapteringen ligger fordelt på 4 dæk, A-, B-,
C- og D-dækket. Adgangen fra land for 1. kl.-passa-
gerer foregår til B-dækket, ikke som normalt til et
promenadedæk, men gennem en dør i skibssiden ind
i et vindfang og videre ind i en fordelingshall. Fra
denne er der trappeforbindelse til salonerne på A-
dækket og kahytter på C-dækket samt direkte ad
gang til kahytterne på B-dækket.
2.
kl.-passagerer har adgang til skibet på den tra
ditionelle måde, fra landgangen til promenadedækket,
hvor man deles i passagerer med og uden køje.
Passagerer med køje går fra promenadedækket di
rekte ind i en midterhall med trappeforbindelse til
kahytterne, der er placeret på C- og D-dækket.
Passagerer uden køje går agterover ad promenade
dækket til den agterste hall, hvorfra der er adgang
til salonerne, der ligger på A- og B-dækket, fælles for
passagerer med og uden køje.
47
741