61 / 507
X-perspektiv.
Kan karakteriseres ved at objektets plan og kanter
danner en vilkårlig vinkel med billedtavlen. X-per
spektiv finder hovedsagelig anvendelse til eksteriør og
enkelttegninger af møbler.
Da retningspunktet for de parallelle linier ofte kom
mer til at ligge ret langt fra hovedpunktet P, kræver
konstruktionsmetoden en del plads.
I det følgende skal vises en form for X-perspektiv,
der kaldes kontormetoden. Denne metode er yderst
simpel i praktisk anvendelse, og hurtigt konstrueret,
når man bliver lidt øvet.
Vil man for eksempel tegne perspektiv af et møbel,
kan man blot fastgøre plantegningen af møblet i tegne
arkets øverste kant og en opstalt ude i kanten af bil
ledet (papiret).
Fig. 731. Objektet er givet, og man anbringer billed
tavlen gennem det forreste hjørne B. Opstalten er lige
ledes givet og står på grundlinien. Horisonten lægges
i forhold hertil i passende øjenhøjde - for mindre
møblers vedkommende lidt over møblets øverste kant.
Distancen vælges ved hjælp af en modeltrekant, idet
man afsætter et tilfældigt liniestykke a ud ad en linie
vinkelret på billedtavlen, og en gang ud til hver side.
De herved fremkomne skrålinier parallelforbindes til
objektets yderste punkter AC på samme tegning, og
skæringspunktet mellem de nye skrålinier danner øje
punktet. Afstanden mellem øjepunktet og billedtavlen
er distancen og kan måles på tegningen.
Retningspunktet V fås ved at tegne en linie gennem
øjepunktet parallel med objektets kant AB. Skæringen
mellem billedtavlen kaldes Vv og projiceres lodret
ned på horisonten som venstre retningspunkt. En linie
gennem øjepunktet parallel med objektets kant BC
giver på samme måde det højre retningspunkt H.
Fra øjepunktet trækkes nu sestråler til objektets for
skellige hjørner og kanter, og hvor disse sestråler skæ
rer billedtavlen, projiceres de hver især lodret ned og
danner herved de lodrette kanter i det perspektiviske
billede, som er under konstruktion.
Objektets kant B, som ligger i billedtavlen projice
res direkte ned som første kant i billedet, og fra opstal
ten til venstre føres nu objektets højder vandret ind til
skæring med denne forreste kant. Fra de herved frem
komne skæringspunkter trækkes linier til både højre
og venstre retningspunkt H og V, og idet disse ret
ningslinier skærer de førhen nedprojicerede lodrette
kanter, dannes det perspektiviske billede.
Kurvehangsbuen.
Cirkelbuer virker ikke naturlige på polstrede
møbler, og svarer heller ikke til legemets kurver. Den
såkaldte kurvehangsbue, d. v. s. hvor det ophængte
stof danner en naturlig bue er anvendt i de almindelig
kendte havestole.
Fig. 732 en konstruktion, som tilnærmelsesvis giver
en rigtig kurvehangsbue. AC er kurvens endepunkter,
og MB er pilhøjden. Linien AM og MC deles i lige
store stykker - i dette tilfælde fire - . Cirkelbuen BE
og liniestykket ME deles i tilsvarende antal lige store
stykker, og punkterne forbindes og giver liniestykker
ne 1-2-3. Disse fundne afstande afsættes på de vinkel
rette i linien AMC, og kurverne tegnes gennem punk
terne, enten på fri hånd eller efter en lineal, der er
bøjet efter punkterne.
Skitsering.
Tegningen er først og fremmest et middel til at få
intentionerne gennemført rigtigt. Den skal være klar,
tydelig og målsætningen skal være præcis.
At håndværkeren er fortrolig med sit værktøj er
en selvfølge, men ikke alle håndværkere tænker på, at
tegnerekvisitterne også er en del af det daglige værk
tøj. Blyanten skal være spids, og af en tilpas hårdheds
grad. Man kan nu en gang ikke lave skarpe, præcise
linier med en blød blyant, der er slidt helt rund i
spidsen.
Ridsefjeren, der under alle forhold giver den klarest
tænkelige stregtegning, skal renses grundigt efter bru
gen med en blød klud, eller bedre med et stykke
vaskeskind, idet det gælder om at holde den ren og
fri for ridser og rust. Til det nødvendige tegneudstyr
hører også et tegnebræt på mindst 50 X 70 cm. Det
er en selvfølge, at det er fuldstændig plant og ret
vinklet. En hovedlineal med vinkelindstilling er prak
tisk, og yderligere et par trekanter, en med 45 grader
vinkler og en med 30-60 grader vinkler. Passeren
bør have skifteben, et til blyant, et til ridsefjer og et
til forlænger. En passer med samlet benføring er at
foretrække. Endelig en målpasser, der er mere nøj
agtig til målafsætning end blyantspasseren, og en mål
lineal, hvor de mest brugte målestoksforhold er an
givet.
Hvor det gælder rene arbejdstegninger, skal man
tilstræbe nøjagtighed i alle enkeltheder, da tegningens
værdi i høj grad ellers er problematisk. Som hoved
regel gælder, at arbejdstegninger overhovedet ikke
må være til at misforstå.
Hvis man derimod skal fremstille en perspektiv
skitse af et møbel eller et interiør, er det tillige af
betydning, at den virker fordelagtigt. Dette må selv
følgelig ikke forstås sådan, at man skal lave charme
tegninger, som er uden tilknytning til virkeligheden.
Men det er altid en fordel at kunne iklæde sine inten
tioner en tiltalende dragt.
Hvorledes dette skal gøres, afhænger først og frem-
461