![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0140.jpg)
lutionen blev hilst med begejstring i det danske Socialdemokrati, der
samme måned erobrede flertallet i Københavns borgerrepræsentation-
også lidt af en omvæltning efter danske forhold.
Med 30 ud af 55 mandater opnåede Socialdemokratiet den absolutte
magt iKøbenhavn.Vejen lå herefter åben til at praktisere, hvad samtiden
kaldte kommunesocialismen. Siden Jens Jensens tiltræden havde den
borgerlige presse tudet offentligheden ørerne fulde af de rædsler, kom
munens borgere nu kunne vente sig, med en socialist og oven i købet en
simpel malersvend i finansborgmesterstolen. Økonomisk kaos og ruin
var det mindste, man kunne vente sig. Men de borgerlige var helt gal på
den, det viste Jens Jensens administration med al ønskelig tydelighed, og
efterhånden blev kommunesocialismens spøgelse manet i jorden. I
1917 sprang det op igen som trold af en æske, og de russiske revolutio
ner kunne nok give næring til de værste forestillinger. Men også denne
gang bekymrede borgerskabet sig uden grund. Socialdemokratiet ud
nyttede sit flertal i borgerrepræsentationen særdeles varsomt, og fra
1918 mistede partiet sympatien for oktoberrevolutionen, da bolsjevik
kerne sendte den lovgivende forsamling hjem.
Et af de mere vidtgående resultater af det socialdemokratiske flertal i
borgerrepræsentationen kom i 1919 med indførelsen af 8-timers ar
bejdsdag for arbejdere og funktionærer i kommunens tjeneste pr. 1.
april. 1 1919 var det imidlertid ikke en reform, der var særlig langt forud
for sin tid. I årene fra 1899 til 1910 var nettoarbejdsdagens længde gen
nemsnitlig blevet forkortet fra 10,1 til 9,7 timer, og i 1920 blev 8-timers
dagen gennemført på landsplan, ganske vist ikke ved lov, som Socialde
mokratiet havde krævet, men ved overenskomst. Majdemonstrationer
ne i forening med Socialdemokratiets voksende parlamentariske indfly
delse må ses som udslaggivende.
Majtilkendegivelserne i 1919 var de mest omfattende i det nye århun
drede. Syndikalisternes og socialdemokratiets var næsten lige store og
omfattede henved 50.000 arbejdere, hvortil kom småpartiernes. Sociali
stisk Arbejderparti (1918-19) samlede således mellem 2.000 og 2.500 i
Fælledparken.
Majdemonstrationerne var præget af lettelse over krigens afslutning,
begejstring og solidaritet med de revolutionære opstande, men også af
frustration over, at hvad man havde kæmpet for siden 1889 nu 30 år ef
ter stadig ikke var gennemført. I det perspektiv forekom de 8 1/2 time,
som De samvirkende Fagforbund og DanskArbejdsgiverforening havde
Søren Federspiel
138