141 / 193
indgået forlig om i januar 1919, at være en hån mod arbejderne og et for
ræderi fra landsorganisationens side.
Fagoppositionens Sammenslutning stod i spidsen for protesterne.
Byggefagene i København og en række forbund uden for De samvirken
de Fagforbund vedtog selv at indføre 8-timers dag fra 1. februar 1919.
Udviklingen truede med at glide hovedorganisationerne af hænde og
tvang dem til et forlig om 8-timers dag svarende til 48-timers arbejds
uge, men først fra 1. januar 1920.
Den 1. maj 1920 kom således ikke til at stå i 8-timers kravets tegn - for
første gang siden 1890.
Majtalerne drejede sig i første række om kongens statskup. Således
betegnede Borgbjerg i Social-Demokraten Christian Xs afskedigelse den
29. marts 1920 af Zahles ministerium, hvori også Stauning havde sæde.
Kongens indgriben i den parlamentariske situation skete under en kri
selignende tilstand for landet.
På arbejdsmarkedet var en storkonflikt i anmarch, arbejdsgiverfor
eningen havde sendt lock out-varsel til ikrafttræden den 9. april. Inden
for erhvervslivet stod en kamp på liv og død mellem forskellige kapital
fraktioner med ØK og H. N. Andersen på den ene side og Transatlantisk
Kompagni og Landmandsbanken på den anden. Endelig stod det natio
nale spørgsmål i forbindelse med afstemningen i Sønderjylland over for
sin endelige afgørelse, hvilket skabte nye modsætninger og skalkeskjul.
Denne overophedede situation kunne i mangt og meget minde om
det reaktionære Kappkup i Tyskland, der kort forinden var blevet af
værget af Socialdemokratiet ved truslen om generalstrejke. Socialdemo
kratiet og De samvirkende Fagforbund krævede, at kongens ministe
rium Liebe øjeblikkelig blev erstattet med ministeriet Zahle, i modsat
fald ville man iværksætte generalstrejke senest den 6. april. Den 30.
marts, dagen efter kuppet, samlede arbejderbevægelsen 100.000 til pro
testmøde i Fælledparken. Det antal overgik alt, hvad Fælleden hidtil hav
de rummet. I den spændte situation bøjede kongen af og gav Liebe sin
afsked, hvorefter et midlertidigt ministerium blev udnævnt under ledel
se af overformynder Friis.
Stauning spillede en vigtig rolle i påskekrisen. Han havde haft sæde i
regeringen Zahle og sad desuden i Københavns borgerrepræsentation,
oven i købet som formand. Han var den, der forhandlede med kongen og
Liebe og fremstod under krisen som arbejderbevægelsens ubestridte le
der, som »alle så hen til og ventede stikordet fra«.25Under forhandlinger
1. maj, Fæ lledparken og borgmester Jensen
139