209 / 387
En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid
207
Hvor ofte har midt i Glædens"Rus
En tragisk Genius grebet i Hjulet, —
Et Luehav, saa kunstigt i Gnisten skjult,
Nedstyrtet Tusinders Haab i Grus?
Og omvendt, — hvor Rædsel og Jammer drog,
Og Ødelæggelsen dybt sig præged,
Hvor ofte har der de Saar, de slog,
Med Spøg og Smil man atter læget?
Og saaledes her! — En uendelig Smerte
Har lagt sig om tusinde Brødres Bryst,
Og vi — vi læge det blødende Hjerte
Ved”muntre Fester, ved Spøg og Lyst.
Selv Fader Holbergs muntre Billed
Med det skælmske Blik og Satirens Pil
Skal møde Taaren, som hisset trilled’
Og tørre den bort med Lunets Smil.“
I den øvrige Del af Prologen vises, hvorledes de satiriske
Billeder i „Det lykkelige Skibbrud" endnu have fuld Gyldig
hed, og at de samme Brøst, det havde revset, endnu, skjønt i
andre Former, vare tilstede i Nutidens Samfundsliv. Den slut
tede paa følgende Maade:
„Saa vidt om vor Hensigt! om Midlet jeg tier;
De ved, at den Kraft, der forsøges af hver,
Er kun en Skærv, som forener sig her
Med Ofret, De selv til Ulykken vier.“
Denne Prolog blev optaget med stormende Bifald. Derefter
begyndte Forestillingen, som i Betragtning af, at de fleste spil
lende vare Dilettanter, der aldrig forhen havde betraadt en
Scenes Brædder, gik med et godt Sammenspil og for adskilliges
Vedkommende med ikke ringe Lune. Især vakte den forhen
omtalte Doubletscene til anden Akt af det Holbergske Stykke
levende Bifald og Latter, der ikke sjælden afbrød de spillende.
Den var skreven af et Medlem af Læseforeningen og indeholdt
ikke faa satiriske Hentydninger lil Øjeblikkets politiske For
hold og Begivenheder. I den Tanke, at det mulig kan interes
sere Læseren, skal jeg meddele et Uddrag.
I
Komedien sidde som bekjendt Rosiflengius’ Tjener Gott-
fred og Philemons Tjener Henrik hver paa sin Side af Theatret
paa en Afviser og oplæse der hver af en Liste, hvad deres
Herrer have liavt i Indkomster ved deres literære Arbejder,
Rosiflengius Penge og Hæder, Philemon Skam til Tak og Hen
rik adskillige Ørefigen. Ved Forestillingen var Indledningen til
Scenen omtrent den samme som hos Holberg, derefter fulgte
de omskrevne Monologer: