206 / 387
204
En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid
ration, livoral' mange sikkert have hørt det omtale af deres
Forældre, kan faa et Begreb om, hvad man for omtrent et
halvt Aarli undrede siden tog til Takke med for at kunne op
føre eller nyde dramatiske Dilettantforestillinger. Dette Thea
ler gik almindelig under det populære Navn „Kalkeballen1,
hvis Oprindelse ikke er mig bekjendt. Mulig hidrørte det
derfra, al ogsaa det hæderlige Murerlaug, som mange andre,
her havde en Forening, der dyrkede den dramatiske Kunst.
Bygningen, der laa paa Hjørnet af lille og store Kannike
stræde, var lav, kun to Etager. 1 Stueetagen var der Restau-
ration og et yderst tarveligt, trykket Lokale lil Sammen
komster for de dramatiske Selskaber, som afvexlende spil
lede paa Theatret. Opgangen til delte var ad en smal, stejl og
smudsig Trappe, og derfra kom man til Tilskuerpladsen først
ind i et større Værelse, hvor der var en Buffet af malet
Fyrretræ, garneret med Flasker og lidel appetitligt Smørre
brød. Lige saa appetitlige tog Opvartningsjomfruen og Opvar
teren sig ud. Tilskuerpladsen bestod af Parterre og Galleri
med nøgne, fugtige Vægge, bemalede med noget, hvis Grund
farve det var yderst vanskeligt at udfinde. Bænkene, afdelte
i Klapper, vare brøstfældige og brast ikke sjælden under Til
skuernes Vægt. Tilskuerpladsen var belyst med nogle osende
Tranlamper og del meget knebne Orkester med Tællepraase,
der bieve pudsede af en Laban i kort Trøje. Naar Tilskuer
pladsen var rigtig stuvet, rummede den i det højesle 320
Personer, af hvilke de bageste maatte staa op paa Stole og
Bænke, naar de vilde se noget. Langs Tilskuerpladsen lil ven
stre var der et skummelt Værelse, som benyttedes lil Spisesal
og til Gjennemgang til et Par ganske smaa Paaklædnings-
kamre samt til Scenen. Denne var i Henseende til Rumfang,
Dekorationer og Belysning et Sidestykke lil det øvrige. Naar
de spillende vare lidl mere end almindelig høje, ragede de
op lil Sofitterne, i Faid de Tjavser, der hang ned fra Loftet,
fortjente dette Navn, og de Tilskuere, der sad paa Siderne,
havde el frit Indblik lil Kulissernes Mysterier. Dekorationerne
stod i Henseende til Maling og Farver næsten under et Nurn-
berg-Dukketlieater, og det perspektiviske var en Gaade. For
at gjennemføre Enheden svarede Møblerne, hvor saadanne
skulde bruges, fuldstændig lil Dekorationerne, og efter dem
at slutte maatte det kjøbenhavnske Snedkeri befinde sig paa
et yderst primitivt Standpunkt. Der var overhoved udbredt
en Duft af Knejpen over del Hele, og det saa meget mere som
Beværtningen — „Schæferiet1, som det kaldtes efter Ejeren