203 / 387
En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid
201
Æmne, saa meget mere som adskillige af de unge Mennesker
selv troede sig i Besiddelse af dramatisk Talent. At der med
en saadan Tro forenede sig en Higen efter at faa Lejlighed
til at give Prøver derpaa for Publikum, selv om kun i Privat
forestillinger, er det vel overflødigt at anføre.
En saadan Lejlighed frembød sig nu ved den Ulykke, der
havde rammet det vestlige Jyllands Beboere ved Stormfloden
den 8. Januar. Ilvor smukt vilde det ikke være, om den
borgerlige Læseforening kunde deltage i de almindelige Be
stræbelser for at lindre Nøden for de stormflodlidte og tillige
at gjøre det paa en saadan Maade, at Foreningen kom til at
staa som et lysende Exempel. De skjulte dramatiske Talen
ter kunde faa Lejlighed til at vise, hvad de duede til, det nyt
tige kunde forenes med det behagelige. Altsaa blev det be
sluttet at give en dramatisk Forestilling paa Theatret i lille
Kannikestræde. Saa vidt jeg mindes, fremkom Paul Chievitz
og en ung Uhrmager ved Navn Voltelen*) med Ideen, og vi
andre — thi jeg hørte ogsaa med til den lille Skare — greb
den med Begjærlighed. I Overensstemmelse med parlamen
tarisk Fremgangsmaade valgtes der en Komité til at lede
den, og blandt andre faldt Valget ogsaa paa mig.
Spørgsmaalet var nu om at vælge Stykkerne, og derom
var der meget levende Debatter. Der forekom adskillige ku
riøse Forslag, deriblandt at man skulde opføre en Tragedie
af Oehlenschlåger, eftersom Anledningen dog var tragisk. Men
dette Forslag blev slaaet til Jorden med den Indvending, at
en oehlenschlågersk Tragedie, fremstillet af Dilettanter, let
kunde blive forvandlet til et Lystspil, men kun lidet lysteligt
enten for Fremstillerne eller Tilskuerne. Allerhelst havde man
opført et originalt Arbejde af et eller andet af Læseforeningens
gode Hoveder, men der var ikke Tid til at faa et skrevet, og
et Par saadanne, der bleve præsenterede, bleve ved Vejningen
fundne for lette. Man blev da staaende ved Fader Holberg,
hvis Arbejder dog fandtes at være lettest spillelige, og af disse
valgtes 7,Det lykkelige Skibbrud". Ved dette var der jo rig
tignok den Vanskelighed, at det især med Hensyn til Efter
spillet krævede et stort Personale, men da vi selv i vor Midte
talte ikke faa, der troede sig i Stand til at agere, og da vi
desuden fik Løfte af et Par ved det kgl. Theater ansatte
Skuespillere oin ikke alene at overtage Roller, men ogsaa at
*) Naar jeg nævner Navne, saa sker det kun ved saadanne Personer, der
siden ere døde; desværre er det Tilfældet med de allerfleste. En Undtagelse
gjør jeg dog med Skuespillere af Faget, der medvirkede ved Forestillingen,