208 / 387
206
En dramatisk Privatforestilling i Frederik VI.s Tid
uingsværelserne vare forsynede med, opstod der Trætte, den
ene vilde til, og den anden vilde til. Overall lierskede en for
virret Larm, som yderligere, forøgedes derved, at nogle under
Paaklædningeu med tordnende. IStemme søgLeat memorere van
skelige Steder i deres Roller. Hoppensaeli var liist og her
med Farver og Sminker, og med en vidunderlig Hurtighed
foregik der en Forvandling af Ansigtstrækkene, hvorved Mænd
omskabtes lil Kvinder, unge til gamle, smukke lil grimme og
omvendt.
, j
-
: ! i I , j
Endelig var Paaklædningen og Maskeringen tilendebragt,
og der var gjensidig Betragtning og Beundring. Men trods del
lykke Lag'af Sminke viste der sig i Fysiognomierne slærke
Spor af Bleglied og en vis plirende borknythed i Øjnenes
Ldlryk. Del var Kulissefeberen, som begyndle al indfinde sig
ved Tanken
0111
, at del Øjeblik, da man skulde betræde de
Brædder, der kaldtes Verden, og gjøre det første Skridt paa
Kunstens Bane overfor et vel overbærende, men i sine enkelte
Elementer dog kritisk Publikum, var nær for Haanden. At
sligt vilde komme, havde jeg forudset og derfor tænkt paa el
Middel til at dæmpe Ængsteligheden. Indtægten var saa rigelig,
at man nok kunde føje en extraordinær Udgift til de ordinære,
og af Rødvin, Portvin, Rhinskvin, Kognak og Sukker bryg
gede jeg en Negus, der i dampende Tilstand i en stor Bolle
blev sat paa Bordel i del tilstødende Spiseværelse, hvorefter
Personalet blev budt ind Lil at nyde den. Del blev modtaget
med Akklamation, og Negus’en virkede som en saa ypperlig
Opstrammer, at jeg næsten blev bange for, at en og anden
havde faael mere, end han kunde laale. Men selv
0111
del var
Tilfældet, var Virkningen alt andet end uheldig. Modet var i
et Nu vendt tilbage, og der var ikke en eneste, der ikke 1‘ølte
sig sin vanskelige Opgave mægtig, og som ikke var rede lil
at træde frem for det mesl fordringsfulde og kritiske Publi
kum i Verden.
Klokken var
1111
Syv. Suffløren havde laget Plads i sin
IIule, og Regissøren gav Signalet til, at Orkestret skulde spille.
Del var Ouverturen til „Den hvide Dame“. Tæppet gik op, og
kgl. Skuespiller Kragh, iført sin Dragt som Philemon, traadte
frem, hilset med stor Akklamation, og fremsagde en af G.
Siesby forfattet Prolog, hvis første Del lød saaledes:
„Der gaar en forunderlig Ironi
Igjennem vort Livs Digten og Færden,
Der spotter med denne brogede Verden
Og danner Kontraster af Sympathi.