329 / 387
Kjøbenhavnske Originaler
325
Rimene bleve opgivne, Tønder skrev Versene, Professoren roste
dem, og Tønder fik den betingede Betaling.
Heri røber sig et fremtrædende Træk i Tønders Karakter.
Han var vistnok i Begyndelsen nødtvungen sparsommelig, men
senere, da han ikke mere behøvede at være det, idet der, for
uden at han havde sparet sig en ret anselig Sum sammen, var
tilfaldet ham en lille Arv, blev han en fuldstændig Gnier.
Uagtet han paa ingen Maade kastede Vrag paa et godt Maaltid
Mad, naar det i fremmede Huse blev budt ham, levede han
selv saa kummerligt, som det vel kan tænkes. Kun sjældent
nød han varm Mad, for sit Logis betalte han nogle Mark om
Ugen, og deraf kan sluttes, hvorledes det var. Hans Bohave
bestod af en slet Seng, et gammelt Chatol, et daarligt Fyrre
træs Bord og et Par ormstukne Stole, samt nogle Bøger i en
Reol; men i en Kiste under iSengen og i et Skab i Væggen
havde han sit Liggendefæ, en stor Del Obligationer og ikke
faa kontante Penge, Guld og Medailler, som han efterhaanden
havde tilkjøbt sig. Ingen opvartedc ham, han gjorde selv rent
og fejede, og man kunde hver Morgen se liam hente Vand i
en Krukke fra Gadeposten.
Som alle, der drive Karrighedens Last næsten lil Vanvid,
paastod han naturligvis, at han var en meget fattig Mand,
der næppe havde til det nødvendigste. Han betroede sig derfor
ikke til nogen som helst, og da han saaledes selv var nødsaget
til al foretage sine Pengeomsætninger, kjøbe Obligationer, hæve
sine Renter o. desl., skete det altid under det Foregivende,
at han havde det at besørge for en Slægtning. Men trods sin
Pengegriskhed tog han aldrig mod Almisse. Gav man ham
for lians Blad 3 Sk. i Stedet for 2 Sk. og mente, at han
kunde beholde Skillingen, saa tog han ikke imod den, og naar
man endelig ikke vilde have den tilbage, bød han endnu et
Blad som Vederlag. Fandt man nu, at man havde nok af det
ene, at man dog næppe behøvede at læse det to Gange, saa
mente han, at det kunde man meget godt; man kunde læse
det saalænge, lil man kunde det udenad, thi det indeholdt
Lærdomme, der vare „en lysende Fakkel paa Jordlivets Van
dring til Livet hinsides."
Trods alle lians Bestræbelser for at gaa og gjælde for en
fattig Mand, var det dog almindelig bekjendt, at han ejede en
forholdsvis anselig Kapital, og dette blev hans Ulykke. Med
sin robuste, ved streng Afholdenhed og et yderst maadeholdent
Levnet hærdede Konstitution kunde han trods sin stærkt frem
rykkede Alder vistnok have levet meget længe, hvis ikke hans