333 / 387
Kjøbenhavnske Originaler
329
Ak! saa mangen herlig Aften vandret
Jeg i dine Gange op og ned;
Snart vi har os begge to forandret:
Jeg skal døe — det skal du ogsaa med.
Dine Blomsters Pragt og Træers Blade
Visner og forsvinder meer og meer;
Dine Venner ere endnu glade,
Naar de hist og her en Asters seer.
Ogsaa de forsvinder, Vintren kommer*
Med sit hvide Sløer den dækker Alt;
Før det falder, skuer jeg en Sommer
Heelt af eviggrønne Slagger svalt.
Ingen Kors imellem Løvet kneiser,
Ingen Lidelses og Døds Symboel,
Kuns paa Jorden Golgatha sig reiser,
Hisset lyser Salighedens Soel.
Ingen Vinter nærmer sig min Himmel,
Ingen Blomster falmer for mig der,
Ogsaa der jeg seer en Stjernevrimmel,
Men den funkler skjønnere end her.
Harpetoner runger gjennem Lunden,
Glade Aander kalder Broder mig,
Hver en Angst og Sorg er der forsvunden,
Der jeg vil mig,fryde inderlig.
Førend Lynet rammer mig, som knuser
Dodens Laas for denne Herlighed,
Tanken om din Skjønhed mig beruser,
Plet af Jord, hvor eene der er Fred.
Sang og Klang og mangen bitter Taare
Følger Støvets Sønner til dit Skjød.
Dine Porte lukkes for min Baare,
Dog ved den saa bitre Taare flød.
Moder Taare fra det knuste Hierte
Flyder ved sin tabte Yndlings Liig;
Kan en Moders Taare, hendes Smerte:
Verden! kan det ei forsone dig.
Vil du nægte mine Been sin Hvile
Paa det Sted, der var mig o! saa kjær,
Skal paa Graven aldrig Blomster smile;
Verden! med mit Støv forsonet vær.