GamleKongensKjøbenhavn

334

Kjøbenhavnske Originaler

ende, at man har troet for Fredens Skyld at burde give efter.

Statuen skal nu skaffes bort, men for at det ikke skal vække

for megen Opsigt — man kan jo aldrig vide, hvad der kan

ske, for Kjøbenhavnerne holde dog meget af Statuen, hvor

grim den end er — har man besluttet, at den skal skaffes

bort i én Nat. Tror Du

1111

, at Du kan paatage Dig dette Ar

bejde? Paa Penge kommer det ikke an.“ Murmesteren, der

med spændt Opmærksomhed havde hørt paa denne, med

det største Alvor foredragne Fortælling, erklærede efter no

gen Betænkning, at han vilde forpligte sig til at udføre Ar

bejdet, naar det skulde ske. „Derom maa Du tale med Ste-

mann,“ var Svaret. — „Med Ministeren?“ — „Ja, med Mini

steren. Men derved er der en Ting at iagttage, som jeg maa

Iægge Dig meget paa Iljerte. Sagen er, som Du jo kan vide, af

en meget delikat Natur; derfor vil den gamle Stemann have

en Mand for sig, paa hvis Tavshed og Diskretion han kan

stole. Naar Du gaar op til ham — det kan Du gjøre i Mor

gen Formiddag — og Du faar Audiens, og han spørger

0111

dit Navn og dit Ærinde, skal Du blot sige: „Jeg er Manden.“

Anstiller han sig nu uvidende for at prøve Dig, skal Du kun

vedblive at sige: „Jeg er Manden,“ og lader han tilsidst,

som om han bliver vred, skal Du blot vedblive med al sige:

„Jeg er Manden.“ Saa skal Du se, al Du faar den rigtige Be

sked. IIan har da faaet Bevis for, at Du er en rigtig gammel

Ræv, der ikke lader sig fange.“

Denne Kompliment faldt i den bedste Jordbund, og Mur

mesteren erklærede sig villig lil næste Dag at gaa til Stemann.

K. var tilfreds dermed og benyttede Lejligheden til at anmode

Murmesteren

0111

et Forskud af halvtredsindstyve Rigsdaler

paa den betingede Dusør, som denne da ogsaa i Forventning

om en god Fortjeneste bevilgede ham. En Flaske Rhinskvin

til at drikke paa el godt Udfald beseglede Overenskomsten.

Den næste Dag lod Murmesteren sig melde lil Audiens hos

den gamle Minister. Tjeneren vilde han paa ingen Maade sige

sit Navn; det vilde han kun betro lil Ministeren selv, med hvem

han havde noget meget vigtigt al aftale. Han kom ind, og da

Ministeren, der jusl ikke var af den omgængeligste Natur, foer

ham imøde med de Spørgsmaal: „Hvem er De, og hvad vil

De?“ svarede han med el betydningsfuldt og smilende Nik:

„Jeg er Manden!“ Trods den uimodsigelige Logik, der laa i

dette Svar, troede Ministeren at have et Bidstrupslem for sig,

og da Murmesteren, sin Instrux tro, vedblev al forsikre, at