![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0337.jpg)
Kjøbenhavnske Originaler
337
det havde til Underskrift de første Strofer af en af ham for
fattet Sonnet, saalydende:
„Jeg iler lien den fagre Mø at skue,
der staar hun smilende! Min Aand sig svinger,
mit Indre lydt som Memnons Støtte klinger
ved Straalen af det sorte Øjes Lue.“
Ove Georg F re d e r ik Bagge var efter sin egen Op
givelse født i Kjøbenhavn 1776 af fattige Forældre og, som
det hedder i hans „Livsbilleder", opdragen i Nød, Kummer
og Elendighed. Dette er omtrent det hele, han anfører om
sin Barndom. Om hans Ungdom er det bekjendt, at han
lærte Dands lios Galeotti, hvem han altid omtaler med Be
undring og Ærefrygt, og derefter blev ansat som Figurånt ved
det kgl. Theater. Efter 19 Aars Tjeneste fandt han Gagen saa
lille, at han foretrak at tage sin Afsked for som Terpsikores
omvandrende Profet at indvie det unge Danmark i Provind-
serne i Dandsens Mysterier. En anden Version gaar ud paa,
at lians foresatte fandt hans temmelig udprægede Hang til
stærke Drikkevarer uforeneligt med en Figuranis Stilling og
Aplomb og derfor afskedigede ham. Imidlertid havde han ud
viklet sig lil (Skribent og Skjønaand. Han levede i en Periode,
da Spørgsmaalet om Baggesens og Oelilenschlågers Fortrin
og de dertil knyttede literære Kampe vare paa Dagsordenen.
Han var en stor Beundrer af Baggesen; maaske fandt han et
aandeligt Slægtskab i Navneligheden og søgte derfor at ud
danne sig efter ham. Ikke blot citerede han Baggesen, hvor
det passede og ikke passede, men han søgte tillige — og det
i Sandhed ikke paa nogen uheldig Maade — at tilegne sig
den store Mesters ejendommelige Vendinger og Udtryk saavel
i sine lyriske Produktioner, som i de polemiske Felttog, hvori
han fra Tid til anden blev indviklet, som f. Ex. naar han
værgede for sin fra flere Sider angrebne forskjelligartede
Virksomhed:
„Hvor gik det mig i Kjøbenhavn engang,
Da jeg en ædel Tyrkerdaad besang?
Forvanskningspøblen spændte for sin Kærre
Plumphedens Hest, og Drenge ganske raa
(Skjøndt Nogles Haar var ganske graa)
Begyndte mod mig, først: at plærre
Og grynte, gjø: „Man Pladsen burde spærre
For Dandsemesteren, der —som Schoflet saae —
Paa skjæve Støvler monne staa
Og gaa.“
J. Davidsen: Fra clet gamle Kongens Kjøbenhavn
22